Nu kommer der biler i den nordlige ende af gågaden
FREDERIKSHAVN: Den nordligste ende af gågaden i Frederikshavn skal åbnes for biltrafik i den ene retning med mulighed for tidsbegrænset parkering. Strækningen fra Skolegade til Teglgaardsvej omdannes til sivegade, foreløbig i en prøveperiode på to år.
Det har byrådets udvalg for teknik, klima og infrastruktur besluttet på sit seneste møde.
Initiativet udspringer af Frederikshavn Midtbyplan fra 2023, som indeholder en række anbefalinger til, hvordan midtbyen kan udvikles, så der skabes mere liv.
Ændringen muliggøres af det beløb, der i budgetaftalen er afsat til ”Levende bymidter”. Der er i alt afsat én mio. kr., og ændringen af Danmarksgade Nord til sivegade ventes at koste 400.000 kr.
Det er politikernes forventning, at ændringen til sivegade vil give mere liv i den nordlige ende af gågaden og tiltrække nye erhvervsdrivende.