Billede beskrivelse

Nu får krolffaciliteterne en opgradering

11. juni 2025 kl. 06.02

ÅLBÆK: Lysets Landsby Krolf i Aalbæk har modtaget støtte fra DIF og DGI’s foreningspulje til en opgradering af krolffaciliteterne ved banerne bag Aalbæk Kulturhus.

Med en bevilling på godt 9.000 kr. kunne foreningen påbegynde forbedringerne, som længe har været ønsket. Klubben har eksisteret i syv år og oplever en støt stigende medlemstilgang, som har skabt behov for bedre faciliteter og nyt udstyr.

Det gamle skur på blot 1,03 m² er nu udvidet til 2,3 m², og slidte redskaber er blevet udskiftet med nye køller og kugler. I takt med at medlemmerne ønsker at deltage i DAI’s turneringer, er der desuden investeret i retningsflag og klubtrøjer. Til dette har klubben fået støtte fra lokale erhvervsaktører som TipTop Erhverv og Sport24 i Skagen.

Klubbens 23 aktive seniormedlemmer, en blanding af mænd og kvinder, mødes ugentligt for at spille og styrke det sociale fællesskab. Bestyrelsen håber, at de forbedrede faciliteter vil tiltrække endnu flere – både lokale og turister – til krolfbanerne. Der spilles hver tirsdag formiddag kl. 10-12, og fra søndag den 29. juni er banerne åbne dagligt med selvbetjening.

Billede beskrivelse

DIF og DGI’s foreningspulje

DIF og DGI’s foreningspulje uddeler årligt cirka 50 mio. kr. til lokale idrætsprojekter. Puljen støtter blandt andet medlemsrekruttering, nye aktiviteter og kompetenceudvikling for trænere.

Størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 og 25.000 kr., og midlerne stammer fra de såkaldte ’Spillehalsmidler’, som er afsat af flere politiske partier til støtte for frivilligt foreningsliv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste