Nu får Hospice Vendsyssel et videnshus
FREDERIKSHAVN: Tirsdag 13. maj bliver en festdag for Hospice Vendsyssel i Frederikshavn. Efter et stort og målrettet arbejde bliver der denne dag taget hele tre spadestik for at markere, at byggeriet af et længe ønsket videnshus nu kan komme i gang.
- Vi oplever større og større fokus på vores arbejde med lindrende behandling. Og der har i flere år været et stort ønske fra vores personale om at kunne tilbyde undervisning, foredrag og kurser i det at arbejde med palliation. Vi har dog ikke haft pladsen til at kunne tilbyde dette – men det får vi nu, siger hospicechef Winnie Poulsen.
Sammen med Hospice Vendsyssels bestyrelse har ledelsen gennem længere tid undersøgt mulighederne for at lave en tilbygning til det eksisterende hospice på Suderbovej i Frederikshavn. Via tilsagn fra fonde samt en egenfinansiering fra donationer er det lykkedes Hospice Vendsyssel at rejse økonomi til videnshuset, og derfor kan byggeriet nu sættes i gang.
- Det er meget stort for os, at vi nu kan få lavet en tilbygning. Det fortjener det dygtige personale, så de kan få rammerne til at udbrede mere viden om lindrende behandling og omsorg for både patienter og pårørende, siger formand for Hospice Vendsyssel, Renate Kæmpe Weilov.
Der vil blive taget hele tre spadestik på én gang, inden gravemaskinerne tager over. Spadestikkene tages af udviklingssygeplejerske Lone Høyrup Høst, formand for bestyrelsen Renate Kæmpe Weilov og Tonny Brovn Rasmussen, der er tidligere pårørende og nu arbejder frivilligt på Hospice Vendsyssel.
En af spaderne, der skal bruges, er i øvrigt den samme spade som blev brugt, da selve byggeriet af Hospice Vendsyssel blev sat i gang i 2012.