Nordjyllands Kystmuseum: Fremgang på 21 procent i 2024
SÆBY: I 2024 besøgte 68.866 gæster Nordjyllands Kystmuseums tre afdelinger i Sæby, Frederikshavn og Skagen, hvilket samlet set er en fremgang på 21 procent i forhold til 2023.
Den største fremgang i besøgstal er sket i Sæby, hvor museet i 2024 fejrede byens 500-års købstadsjubilæum med en ny og indsigtsfuld udstilling, ”Søkøbstaden”, en bogudgivelse og en række jubilæumsaktiviteter. Genåbningen af museets lille, hyggelige landhandel har ligeledes bidraget til det øgede besøgstal.
To andre højdespringere er Kystmuseet Bangsbo og Bangsbo Fort. I Skagen har der også været en positiv fremgang af skolebesøg samt af gæster, som især finder vej, når museet tilbyder Månedens historie med forskellige temaer.
Den positive udvikling og vækst giver et stærkt udgangspunkt for Kystmuseets videre arbejde i det nye år, fortæller direktøren for Nordjyllands Kystmuseum, Henrik Gjøde Nielsen.
Vores gæster er gode til at benytte sig af museernes spændende aktiviteter samt til at besøge udstillingerne, og vi er taknemmelige for de mange loyale gæster, som besøger os flere gange om året.
En stor ros skal også sendes til vores medarbejdere og frivillige, der altid gør deres yderste for at give gæsterne en særlig oplevelse, pointerer museumsdirektøren.
Nye aktiviteter
I 2025 sætter Kystmuseet blandt andet fokus på den danske billedhugger Anne Marie Carl Nielsen med to nye særudstillinger på henholdsvis Kystmuseet Bangsbo og Kystmuseet Skagen.
Anne Marie Carl Nielsen vandt i 1908 konkurrencen om at udføre en rytterstatue af Christian den 9. til Christiansborg Slots ridebane.
Alle kommende aktiviteter kan ses i årsprogrammet for 2025, som kan afhentes på Kystmuseets afdelinger eller ses på websiden Kystmuseet.dk.