Billede beskrivelse

Morgen-Rotary skænker Volbeat til Poesiparken

23. november 2024 kl. 14.01

FREDERIKSHAVN: Kort før, at juletræet tændes på Rådhuspladsen fredag den 29. november, vil et andet kunstværk blive afsløret på Fisketorvet. Det er det nyeste værk i Poesiparken, nemlig Volbeats ”For Evigt”. Værket bliver placeret på den gule facade ved Vero Moda og er skænket af Frederikshavn City Morning Rotary.

- Vi havde et ønske om at give byen endnu et værk til Poesiparken og havde mange forslag på bordet, men ”For Evigt” løb med sejren i den endelige afstemning. Alle i klubben syntes, at netop den tekst sidder i mange frederikshavneres bryst, og koblingen til håndbold og anden sport var helt perfekt, fortæller Klaus Hjulmand, der var præsident for Frederikshavn City Morning Rotary, da processen startede.

Det har nemlig været en lang proces at få lov til at bruge Volbeat-teksten som Poesipark-kunstværk. Den kamp blev kæmpet sammen med Poesipark-tovholder Tove Malmberg, og det lykkedes omsider.

- Poesiparken har efterhånden over 50 værker, og vi synes, det er dejligt med alle de små aha-oplevelser, man får rundt om i byen, hvor man mindst venter det. Og selv om Volbeat ikke kommer til afsløringen fredag 29. november kl. 15.00, så håber vi, at mange frederikshavnere kigger forbi Fisketorvet. De vil ikke blive snydt for ”For Evigt”, da den lokale sanger Jesper Nielsen vil sørge for lidt Volbeat-stemning, siger Klaus Hjulmand.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste