Mindfulness har fundet vej til hverdagen på Sæby Friskole
SÆBY: De seneste tre måneder har lærere og pædagoger fra Sæby Friskole deltaget i et mindfulness- og trivselsforløb hos TinaChristensen.dk.
Formålet med kurset har været at give personalet et fælles sprog og konkrete værktøjer til at styrke elevernes selvværd og trivsel.
Derudover har forløbet haft fokus på forbindelsen mellem hoved og krop - en balance, som i det moderne og travle samfund, kalder på særlig opmærksomhed.
Forløbet har bestået af seks mødegange fordelt over tre måneder, og undervejs har personalet arbejdet med mindfulnessøvelser, yoga, refleksion og konkrete værktøjer, som efterfølgende er blevet afprøvet sammen med eleverne på friskolen.
Naturlig del af arbejdet
Som en del af kursusforløbet har personalet haft hjemmeopgaver, hvor de skulle overveje, hvordan de ville anvende mindfulness i deres undervisning og pædagogiske arbejde.
Ideerne er samlet til konkrete hverdagsmindfulnessøvelser og nedbrudt til målsætninger for de enkelte klassetrin, så implementeringen af mindfulness bliver en naturlig del af skolens arbejde.
Og her har personalet allerede igangsat forskellige initiativer, fra korte pauser med ro og fordybelse til refleksionsøvelser og fælles mindfulness-stunder i klasserne.
Som skyer på himlen
En af øvelserne, eleverne arbejder med, handler om at se tanker som skyer på himlen, der driver forbi - tanker, man ikke nødvendigvis behøver at holde fast i.
Målet er blandt andet at hjælpe børnene til større selvbevidsthed og skabe kontakt imellem hoved og krop.
- Mindfulness er en opmærksomhed på det gode liv, og i forløbet er vi både blevet klogere personligt og på det faglige plan, og så er vores kendskab til hinanden også blevet styrket, fortæller Helle Krogsgaard, leder af Sæby Friskole.
Som en del af undervisningen har personalet også fået indblik i forskning om mindfulness i skolen, som viser, at så lidt som tre gange 10 minutter om ugen har mærkbare effekter.
Mindre tankemylder
Blandt de oplevede gevinster er mindre tankemylder og mere ro, styrket koncentration og lettere indlæring, øget empati og bedre sammenhold, samt mere ro i klassen.
- Mindfulness har evidensbaserede effekter og personalet har fortalt, at de har oplevet ændringer i varierende grad, og at eleverne selv er begyndt at efterspørge mindfulness i timerne, det er jo helt fantastisk og bakker fuldstændig op omkring forskningen på området, fortæller Tina Christensen.
Mindfulnessøvelserne er også blevet flyttet udenfor klasselokalet.
- Vi har haft eleverne med på stranden, hvor vi har lavet nogle af øvelserne, og der er der jo både bølgeskvulp, mågeskrig, vinden der suser og sandet der knaser. Men så har vi bedt børnene om ikke at lade sig forstyrre af de udefrakommende lyde. Og når vi er tilbage i skolen, hvor der er alt muligt forskelligt støj, så genskaber vi stemningen fra stranden og genfinder den indre ro, fortæller Jeanne Hejslet, lærer på Sæby Friskole.
Forløbet har givet personalet både konkrete værktøjer og fælles erfaringer, som nu skal leve videre i skolens hverdag.