Markant fremgang i gæstetal på Nordjyllands Kystmuseum
FREDERIKSHAVN: Nordjyllands Kystmuseum har afsluttet optællingen af gæstetallene for 2024, og resultatet viser en imponerende stigning på 21%.
I løbet af året fandt 68.866 gæster vej til museets afdelinger i Skagen, Frederikshavn og Sæby. Fremgangen skyldes blandt andet intensiveret markedsføring, som har øget museets synlighed i hele Nordjylland, samt en stigende tendens til at besøge Kystmuseet uden for højsæsonen.
Særligt i Sæby har museet oplevet en markant fremgang. Her blev byens 500-års købstadsjubilæum markeret med en ny udstilling og en række jubilæumsaktiviteter, ligesom den hyggelige landhandel blev genåbnet. Det gav et stort løft til besøgstallet.
Andre højdespringere inkluderer Kystmuseet Bangsbo, der oplevede en stigning på 36%, og Bangsbo Fort, som kunne notere en vækst på 16%. Også i Skagen blev der registreret en positiv udvikling, blandt andet med flere skolebesøg og succesfulde temaarrangementer som "Månedens historie".
Direktør for Nordjyllands Kystmuseum, Henrik Gjøde Nielsen, udtaler:
- 2024 var endnu et flot år for Nordjyllands Kystmuseum. Vores gæster er gode til at benytte sig af museets spændende aktiviteter og udstillinger, og vi er dybt taknemmelige for de mange loyale besøgende, der kommer igen og igen.
- En stor tak skal også lyde til vores medarbejdere og frivillige, der hver dag gør deres yderste for at skabe unikke oplevelser. Nu ser vi frem til et nyt år med et stærkt program, som vi glæder os til at præsentere.
I 2025 vil Kystmuseet blandt andet sætte fokus på den danske billedhugger Anne Marie Carl Nielsen med to særudstillinger på Kystmuseet Bangsbo og Kystmuseet Skagen.