Billede beskrivelse

Maria har åbnet et sted med ro, bevægelse og fællesskab i fokus

23. marts 2026 kl. 06.00

SÆBY: De historiske lokaler i Retfærdigheden i Algade har fået tilsat nyt liv. Her har Maria Skovsgaard åbnet Tatita Atelier – et nyt holistisk sted, hvor krop, sind og nærvær er i centrum.

Med både yogasal og behandlerrum danner Tatita Atelier rammen om en vifte af aktiviteter, der skal hjælpe mennesker med at finde ro i en travl hverdag.

- Mange oplever spændinger, uro eller et nervesystem, der er på overarbejde, for vi lever i en tid, hvor tempoer er højt, og hvor kroppen sjældent får lov til at falde helt til ro. Med Tatita Atelier ønsker jeg at skabe et sted, hvor man kan komme ned i kroppen igen, fortæller Maria Skovsgaard.

I atelieret kan man blandt andet deltage i Yolates, som er en blid og styrkende træningsform, der kombinerer yoga, pilates og fri bevægelse. Holdene afsluttes med dyb afspænding til beroligende toner fra klangskåle, som hjælper kroppen med at slippe spændinger og finde balance.

Billede beskrivelse

Derudover tilbyder Maria individuelle behandlinger i kropsterapi og coaching, hvor fokus er på at skabe sammenhæng mellem krop og sind og støtte den enkelte i at finde mere ro og overskud i hverdagen. 

Tatita Atelier er dog ikke kun tænkt som en personlig praksis, det er også et sted, der skal deles.

- Jeg drømmer om at skabe et levende hus, hvor flere undervisere og behandlere har lyst til at være med. Jeg håber, at vi sammen kan skabe et sted, hvor der er plads til forskellige tilbud, og hvor mennesker kan mødes omkring bevægelse, behandling og nærvær, siger Maria.

Derfor er det muligt for både behandlere og undervisere at leje sig ind i lokalerne, enten i yogasalen eller i behandlerrummet, og det åbner for, at eksempelvis massører, terapeuter, coaches eller andre bevægelsesundervisere, kan blive en del af stedet.

Marias ambition er klar, Tatita Atelier skal være et samlingspunkt i Sæby for dem, der søger ro, fordybelse og en bedre kontakt til kroppen, og det er allerede nu muligt at tilmelde sig hold og booke individuelle behandlinger i Retfærdigheden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste