Billede beskrivelse

Mange nordjyske hoteller kommer gennem nåleøjet

11. januar 2026 kl. 16.08

FREDERIKSHAVN: En stor grøn indsats blandt hotellerne i Destination NORD er nu afsluttet – og resultatet er tydeligt: 

En række hoteller i Nordjylland har opnået den anerkendte miljøcertificering Green Key. Certificeringen, som uddeles af HORESTA, bliver i stigende grad et konkurrenceparameter, når internationale konferencer og events skal placeres.

Initiativet begyndte i 2022, hvor Destination NORD satte sig for at tilbyde alle hoteller i området hjælp til at opnå en bæredygtighedscertificering. Mange tog imod tilbuddet, og nu – ved projektets afslutning – er 54 % af hotelværelserne i Frederikshavn Kommune Green Key-certificerede*.

Green Key er et internationalt miljømærke, der stiller høje krav til bæredygtig drift og kontrolleres løbende. Tiltagene spænder bredt: Fra affaldssortering og økologi til energibesparelser og brug af miljøvenlige rengøringsmidler og vaskerier.

Ifølge Sustainability Manager Anne Voss fra Destination NORD er certificeringen ikke blot et miljømæssigt fremskridt, men også en forretningsmæssig fordel:

– Miljømærkning er forretningsudvikling. Det sparer ressourcer og øger omsætningen, især fordi erhvervsturister i stigende grad prioriterer bæredygtige steder. Store virksomheder og offentlige organisationer stiller høje krav – og nu breder det sig til alle typer virksomheder, forklarer hun.

Flere af hotellerne havde allerede opnået certificering inden projektets start, men otte hoteller og én attraktion har fået konkret hjælp gennem Destination NORD. I Frederikshavn Kommune drejer det sig om: Ruths Hotel, Hotel Frederikshavn, Hotel Jutlandia, Hotel Herman Bang, Skagen Harbour Hotel, Hotel Lisboa og Hotel Aahøj.

Kamilla Vinter Hoffmann, ejer af Hotel Aahøj i Sæby, understreger betydningen af at gå forrest:

– Det er vigtigt, at nogen tager ansvar og viser vejen. Selvom vi er et lille hotel, vil vi gerne være med til at løfte opgaven. Når vi står sammen, kan vi gøre en forskel.

Opgørelsen dækker kun hoteller med 25 værelser eller flere

Om indsatsen:

Projektet er en del af en national satsning, som skulle hjælpe 50 turismevirksomheder med at opnå certificering.

Indsatsen sker i regi af ”Partnerskab for Bæredygtig Turismeudvikling”, der omfatter Dansk Storbyturisme, MeetDenmark, Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmark.

Projektet støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og indgår i den nationale strategi for at accelerere turismens bidrag til CO2-reduktion.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste