Månedlangt gravearbejde koster kunder i lokale butikker
FREDERIKSHAVN: Siden 9. februar har krydset mellem Søndergade/Gærumvej/Thodesvej været spærret på grund af gravearbejde, og som det fremgår af skiltene lige nu, vil arbejdet først være færdigt 22. maj.
Gravearbejdet i krydset, som er et trafikalt knudepunkt i den sydlige del af Frederikshavn, er et koordineret projekt for vand, varme og spildevand.
Som et led i separatkloakering af byen var det nødvendigt at etablere to store brønde midt i krydset.
Fjernvarmen og vandforsyningen valgte så at udskifte og omlægge deres ledninger i krydset for at undgå fornyet opgravning de kommende år.
Det er sund fornuft, men det gør også arbejdet mere omfattende, og det går bl.a. ud over de handlende i området, især Bager Birk, der i graveperioden ligger på en blind vej og dermed mister alle de kunder, der lige drejede inden om Søndergade for at tage morgenbrød med på arbejde eller handle på vej hjem fra arbejde.
- Det kan i høj grad mærkes på omsætningen, men arbejdet i vejen skal jo laves, og vi skal nok klare os. Vi har været ude for det, der var værre, nemlig en næsten to år lang periode med gravearbejde i Søndergade, hvor vi nærmest var afskåret fra omverdenen, siger Tina Jensen, der driver bageriet sammen med sin mand.
- De lokale kunder finder os heldigvis stadig, og vi har en stor og trofast kundekreds i eleverne fra Bangsbostrand Skole. Dem er vi rigtig glade for. Nu håber vi bare, at entreprenørernes udmelding om genåbning 22. maj holder stik, fortsætter hun.