Billede beskrivelse

Lokalt hotel udvider - og ansætter ny profil

22. september 2025 kl. 10.07

SÆBY: Hotel Aahøj er nu klar til at præsentere fremtidens planer for det lille idylliske hotel i hjertet af Sæby. Hotellet står overfor et ambitiøst udviklingsprojekt.

Det fæller hotellet i en pressemeddelelse.

Hotel Aahøj var kortvarigt til salg i vinteren 24/25, hvilket har kunnet give anledning til spekulationer om hotellets fremtid. Kamilla Vinter, direktør og indehaver, bekræfter at have modtaget interessante bud, seriøse henvendelser og spændende samtaler i forbindelse med at hotellet var til salg. Alt blev dog afslået fra indehaverens side.

- Jeg satte hotellet til salg, fordi jeg formodede, at den gode forretning lå i salget af virksomheden. Efter to års drift, med en vækstprocent i omsætningen fra år 2021 til 2024 på 186 %, vurderede jeg, at salgspotentialet var til stede. Samtidig havde jeg fået et tilbud om at starte et andet spændende projekt op, og jeg har generelt svært ved at takke nej til en god ide, forklarer Kamilla.

Kamilla fortæller også, at overtagelsen af Hotel Aahøj tilbage i januar 23 har været forbundet med flere forskellige udfordringer. Her iblandt en 13 måneders lang kommunal sagsbehandling for at få hotellet godkendt og klar til den nuværende drift. Hotellet er heldigvis på den anden side af den lange og økonomisk belastende proces.

Billede beskrivelse

- Bureaukratiet har kostet mange kræfter, især mentalt. Det har samtidigt kostet en masse - efter min mening - unødige penge, og værst af alt, fjernet fokus fra at skabe et high-end-hotel med service i særklasse – i en skøn upcoming by, hvor turismen har kæmpe potentiale, udtaler Kamilla.

Nye tiltag for det lille hotel

Efter knap 3 års hoteldrift med Kamilla Vinter i spidsen for foretagende, kan Hotel Aahøj fremvise en gæstetilfredshed på 4,8 ud af 5 stjerner. Kamilla ser frem til at fortsætte de gode takter, som også indbefatter en række nye tiltag.

- De forskellige investeringer, såsom anlæg af ”Aahøj Sauna Retreat” og opbygning af en konferencedel - i løbet af hotellets to første driftsår - har givet pote. Hotel Aahøj kan nu så småt høste frugterne af indsatsen. Dags dato ligger vi over det budgetterede niveau, og vi forventer at lave overskud på bundlinjen ved udgangen af 2025. Dét er jeg rigtig stolt over, udtaler Kamilla.

Hotel Aahøj arbejder i skrivende stund på at udvide overnatningskapaciteten yderligere.

Hotellet har succes med især at ramme de norske leisure turister og de danske businessgæster.

- Min plan er at udvide hotellet med ca. 25 % flere sengepladser i forhold til det nuværende niveau, fortæller Kamilla.

De ekstra sengepladser indbefatter blandt andet overtagelse af endnu en luksuslejlighed i lejekomplekset på Vestergade 1, også kaldet ”Vesterhøj”. Hotel Aahøj udvider dermed samarbejdet med ejerne af lejekomplekset, hvoraf Aahøj drifter 3 ud af i alt 4 lejemål.

Ny mand i huset

En udvidelse af Hotel Aahøj kræver også dygtige folk på posten, og hotellet byder derfor velkommen til en ny frontperson og nøglemedarbejder, nemlig Michael Bailey Kruse, som sammen med Kamilla skal føre boutiques hotellet til nye højder.

- Der har været behov for en omstrukturering af staben, og jeg har derfor vemodigt sagt farvel til nogle af hotellets faste timeansatte folk. Til gengæld har jeg prioriteret en ansættelse af en stærk og primær profil, som skal bidrage med nye synspunkter til hotellets vækst. Ligeledes aflaste mig, således jeg også har energi til den fortsatte rejse, udtaler Kamilla, som fortsætter:

- Michael er et kendt navn i branchen, og er faglært tjener og butler. Han har et højtudviklet servicegen, hvilket vi ved, at vores gæster sætter stor pris på. Jeg øjner også muligheden for at udvide hotellet indenfor ”mad og drikke”, når jeg nu er lykkedes med at få en dygtig restauratør i huset, udtaler Kamilla.

Som starten på samarbejdet tilbyder Hotel Aahøj som noget helt nyt; to styks juleophold med blandt andet levende musik og fællessang, julehygge og -knas samt juleinspireret middag.

Hotel Aahøj går i gang med etableringen af de ekstra sengepladser fra d. 1. november 25, med henblik på, at alt står klart til påsken 26.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste