Lokalt band efter første år: Nu kommer jobbene – og en musikvideo
FREDERIKSHAVN: Fire unge mennesker fra Frederikshavn og omegn, der alle har musik som deres store passion, dannede sidste forår bandet Amber Fade. De udgav en single og har givet flere koncerter i landsdelen. Nu er de så klar til at udgive mere ny musik og har sammen med elever på eventteknikeruddannelsen på EUC Nord produceret en musikvideo.
Navnet Amber Fade kommer af den sarte gullige farve, som papir får, når det ældes. Lige som gult papir er bandets musikstil hentet i en anden tid. Det er 60’er- og 70’er-rock tilsat Amber Fades særlige tvist, en råhed og vildskab der viser, at musikken er spillet af mennesker og ikke computere.
Magnus Karlsson, der er bandets forsanger og komponist, fortæller, at de mødte eventteknikereleverne første gang i forbindelse med en optræden i Det Musiske Hus, og det førte til en aftale om at lave en musikvideo sammen.
- Nu har vi været i studiet hos eventteknikerne, hvor de kreative og dygtige elever har skabt en fantastisk video til et af vores numre, Stargazers’ Lullaby. Videoen er nu på vej ud på de sociale medier, hvor den forhåbentlig vil skabe hype omkring vores band og vores musik, siger Magnus Karlsson.
Magnus fortæller videre, at der efter det første år begynder at ske mere og mere omkring orkestret. De får flere jobs. Her i sommer skal de således spille til Musik under Trappen i Hirtshals 18. juli og i Maskinhallen, Frederikshavn, 18. september. For nylig var bandet i studiet hos Skaga FM til en udsendelse, der kan høres 13. juli om eftermiddagen.
Samtidig med at der kommer flere koncerter i kalenderen får bandet også tid til at lave ny musik. Aktuelt har de et nyt nummer på vej, som snart bliver klar til streaming, og flere vil følge.
Amber Fade består af Magnus Karlsson, vokal, guitar og komposition, Marius Ulfkjær, bas, Julie Nielsen, keyboard og Oliver Jørgensen, trommer. Endnu en ung musiker har sluttet sig til Amber Fade, nemlig Ejnar Holberg, der overtager trommerne, når bandet optræder live.