Lokal lade-operatør vinder stort udbud: - Vi er meget hurtigt blevet landsdækkende
FREDERIKSHAVN: Virksomheden AmpGo, der leverer ladeløsninger til elbiler og har erhvervsvirksomheder som primær målgruppe, har vundet et kommunalt udbud i Tønder Kommune, hvor firmaet skal levere 160 ladepunkter til kommunens biler - primært hjemmeplejens biler.
De første 40 ladere er installeret, og hele løsningen skal være færdig inden sommer.
Fra nordjysk til landsdækkende
AmpGo blev stiftet for tre år siden af otte nordjyske erhvervsfolk, hvoraf de seks fortsat er i ejerkredsen. Nicolaj Nitzsch arbejder fuldtids i AmpGo og er virksomhedens ansigt udadtil, mens de fem øvrige har egne virksomheder eller job ved siden af, men byder ind med deres kompetencer.
Og så har man opbygget et net af samarbejdspartnere i hele landet, primært elinstallatører.
De seks ejere er Thomas Hougaard, Jan Conradsen, Dan Lie, Michael Laden-Andersen, Michael Skipper og Nicolaj Nitzsch. De startede virksomheden i Kattegat Silo, hvor de også installerede den første ladestander. I dag holder firmaet til i Arenfeldtsgade, hvor der også er plads til lager og værksted til klargøring og konfigurering af laderne.
- Med den meget brede ejerkreds har vi fra starten haft en stor kontaktflade til erhvervslivet, og det har hjulpet os godt i gang. Vi har markedsført os lidt på sociale medier, men de fleste kunder er kommet via netværk og på anbefaling fra andre kunder. Vi havde nok regnet med især at være en nordjysk leverandør, men vi er meget hurtigt blevet landsdækkende, siger Nicolaj Nitzsch.
Alt fra skraldebiler til hoteller
AmpGo har således leveret ladeløsninger til ARC, der står for renovationsindsamling i København med Europas største flåde af el-skraldebiler – 190 i alt – og til en del af Midt-Trafiks flåde af varebiler. AmpGo har også fået mange kunder blandt hoteller og campingpladser, der vil tilbyde lademulighed til deres kunder.
- Vi er særlig gode til at lave skræddersyede løsninger til virksomheder. Nogle firmabiler skal måske både kunne lade ved virksomheden og hjemme hos en medarbejder. Og vi kan programmere ladestanderne til at tage hensyn til virksomhedens øvrige elforbrug, så produktionen får førsteprioritet, mens bilerne i perioder lader lidt langsommere. De står der jo alligevel indtil fyraften.
- Vores løsning er også fleksibel i forhold til medarbejdere på langfart, sælgere, montører m.v., idet vi er med i roaming-netværket Monta, der har over en halv million ladepunkter i hele Europa. Netværket omfatter bl.a. Norlys, Clever og mange andre af de helt store operatører. Så vores kunder finder altid en lademulighed, siger Nicolaj Nitzsch.
Den løsning, AmpGo leverer til Tønder Kommune, udføres med dansk-producerede ladebokse fra Hamag i Røde Kro. Boksene konfigureres i Frederikshavn og skal blot tilsluttes el, hvilket klares af lokale samarbejdspartnere.