Lokal ishockeyklub sætter stort præg på historisk dansk triumf
FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Ishockey Klub (FIK) markerer stolt en stor milepæl for dansk ishockey.
I sidste uge sikrede Danmarks U18-landshold det bedste resultat for årgangen siden 2006 ved Division 1A-VM. Holdet gik ubesejret gennem hele turneringen og rykkede dermed op i A-gruppen til næste sæson.
FIK Elite Hockey Academy havde en væsentlig andel i denne succes, da fem tidligere FIK-talenter deltog på holdet: Anton Wilde, Martinus Schioldan, Mads Klyvø, Gustav Reinert og Elias Borup Olsen.
– Uanset hvor de spiller i dag, er der stor stolthed over deres rødder i Frederikshavn og det tydelige aftryk, de har sat på dansk ishockey, udtaler sportschef Nicholaj Sørig.
Individuelt leverede spillerne også fremragende præstationer: Anton Wilde blev kåret til turneringens bedste målmand efter toppræstationer i fire ud af fem kampe, mens Mads Kongsbak Klyvø blev hædret som turneringens bedste forward – en imponerende anerkendelse af deres talent og engagement.
Frederikshavn Ishockey Klub sender et stort tillykke til Danmark og alle involverede og ser frem til at følge de unge stjerners videre rejse.