Løs gåden, så kommer du ud igen - Bangsbo Fort åbner historisk escape room i tysk bunkere
FREDERIKSHAVN: Til sommer kan du få en ekstraordinær spændende oplevelse ved at besøge Bangsbo Fort.
Her indvier Kystmuseet nemlig et escape room, hvor du som gæst, sammen med andre, skal løse spændende udfordringer og gåder, der tager afsæt i selve historien på fortet.
Herigennem får gæsterne ikke blot nogle nervepirrende, fælles oplevelser, men de bliver selv inddraget i den dramatiske historie i nogle unikke rammer på Bangsbo Fort.
Det ny escape room er blevet muligt takket være et støttebidrag på op til kr. 300.000 fra LAG Vendsyssel.
Nordjyllands Kystmuseum forventer at slå dørene op til det nye escape room allerede i slutningen af juni 2026.
Flere nye initiativer
Nordjyllands Kystmuseum søsætter i 2026 en række nye udviklingsprojekter og initiativer på flere af museets afdelinger i Skagen, Frederikshavn og Sæby, der indbefatter mere interaktive museumsoplevelser især for unge i den primære aldersgruppe 15-25 år.
Sigtet med Kystmuseet nye initiativer er at gøre kulturhistorien mere tilgængelig og levende i et socialt oplevelsesrum.
Udviklingsprojektet bag det kommende escape room er en del af museets større strategiske initiativ Fællesskab ved Kysten, som Nordjyllands Kystmuseum har igangsat for at tiltrække flere unge til museet samt for at levendegøre den kulturhistoriske formidling til netop den målgruppe.
Tilsagnet om støtte fra LAG Vendsyssel glæder Maria Groes Eldh, konstitueret direktør for Nordjyllands Kystmuseum:
- Vi er meget taknemmelige for at have fået projektet godkendt til støtte fra LAG Vendsyssel. Midlerne skal nu bruges til at udvikle og etablere et historisk escape room i en af bunkerne på Bangsbo Fort, hvor de unge såvel som vores øvrige gæster inviteres til at opleve lokal kulturhistorie gennem leg, fællesskab og aktiv deltagelse som et nyt og engagerende supplement til museets øvrige formidling.