Lidt overset attraktion kan blive kæmpe turistmagnet
FREDERIKSHAVN: For et år siden udpegede Dansk Kyst- og Naturturisme Bangsbo-området som en stærk kulturdestination med stort udviklingspotentiale.
Et udviklingsprojekt blev sat i gang, og områdets potentiale foldes nu ud i en ambitiøs visionsplan, der peger på en lys fremtid for Bangsbo Fort.
“Frederikshavn - eller måske rettere Nordjylland - mangler en stor international attraktion. Og af flere grunde er det oplagt at rette øjnene mod Kystmuseet Bangsbo Fort. Der er tale om et museum med en fantastisk smuk beliggenhed, en betagende udsigt, særdeles gode infrastrukturforhold og god plads. Samtidig er der allerede i dag tale om et museum, der sætter fokus på aktuelle emner, som interesserer mange mennesker på tværs af nationaliteter."
Sådan hedder det i Visionsplan Fremtidens Bangsbo, hvori Frederikshavn Kommune og Destination Nord allerede i 2024 har tænkt i de samme baner.
Det som den nye visionsplan tager fat i, er behovet for at udvikle oplevelsen på Bangsbo Fort, hvis attraktionen skal blive en drivkraft for udviklingen i Frederikshavn.
- Personligt har jeg længe betragtet Bangsbo Fort som det, man kan kalde en sovende kæmpe, siger Thomas Bloch Ravn, der ved årsskiftet tiltrådte som bestyrelsesleder for Nordjyllands Kystmuseum.
En vigtig spiller
Han tror på, at et videreudviklet Bangsbo Fort kan blive en vigtig spiller, når Aalborg og Nordjylland, hvis alt går vel, bliver europæisk kulturhovedstad i 2032.
Visionsrapporten foreslår en helt traditionel forretningsmodel, hvor Bangsbo Fort får indtægter fra billetsalg, salg i café og butik, guidede ture, gruppearrangementer og andre events.
Der anslås et årligt besøgstal på 70.000, hvilket vil give museet en indtægt på syv-otte mio. kr. og skabe en afledt en lokal omsætning på omkring 23 mio. kr. årligt samt skabe 48 årsværk.
Det forudsætter dog, at der kan skaffes finansiering til projektet.
Det har folkene bag visionsrapporten ikke regnet nøjere på, men angiver nogle referenceprojekter, bl.a. Regan Vest, der har kostet 75 mio. kr., og Tirpitz, der kostede 150 mio. kr., lyder det.