Laura strålede ved weekendens konkurrence
FREDERIKSHAVN: Denne weekend deltog Laura Dollerup i sin sidste konkurrence, inden hun i marts drager til Special Olympics World Winter Games i Torino.
Konkurrencen fandt sted i Herlev og bød på deltagere i alle aldre – fra de yngste skøjteløbere på 8 år i Cubs til de ældste i Senior, hvor Laura, som snart fylder 22, var den ældste deltager.
Laura konkurrerede uden sin træner, hvilket hun fik tilladelse til takket være sin store erfaring fra tidligere konkurrencer. Lørdag deltog hun i Solodans K2 for Odense Skøjteklub, hvor det blev et vemodigt farvel til hendes Elvis-program.
Trods afskeden leverede hun sit livs løb, med både sine bedste twizzler og den bedste piruette af alle deltagere i solodansdisciplinen. Præstationen sikrede Laura en guldmedalje og sæsonens bedste resultat, som hun kunne tage med hjem til det jyske.
Søndag afsluttede Laura hele konkurrencen med en stærk præstation, selvom en mindre knæskade havde drillet hende de seneste uger.
Det tekniske gik ikke helt som planlagt, men hun leverede til gengæld sin hidtil bedste koreografiske sekvens med flot indlevelse og elegante arme. Hendes præstation sikrede hende endnu en sejr i Senior K2, hvor hun charmerede sig til tops og sluttede konkurrencen med manér.