Billede beskrivelse

Landstræneren kiggede forbi til Special Olympic-stævne

28. april 2026 kl. 19.02

FREDERIKSHAVN: Stemningen var i top, da FFI’s tre special olympics håndboldhold havde sidste stævne på hjemmebane i søndags. De tre hold har gennem hele sæsonen markeret sig flot på banen med masser af spændende kampe og flotte mål.

I søndags blev det så afgjort hvem der skulle afslutte sæsonen med guld, sølv og bronze, og glæden var ikke til at tage fejl af, da landstræner Helle Thomsen kom forbi og holdt en fin tale for alle spillerne og efterfølgende gav highfives til alle, mens FFI’s dygtige U15-piger hjalp med præmieoverrækkelsen.

Frivillige kræfter havde dommerfløjten til 3.- og 4.-divisionskampene og efter præmieoverrækkelsen var der fællesfoto med alle spillerne – og med alle FFI’s spillere.

FFI’s første divisionshold fik sølvmedaljer, tredje division fik også sølv mens 4. division fik guld. Alle spillerne kan se tilbage på en helt fantastisk sæson, og næste store oplevelse bliver, når 24 spillere og 6 ledere deltager i Special Olympics Idrætsfestival i Roskilde i den sidste weekend i maj.

Helle Thomsen fik lige inden medaljeoverrækkelsen alle spillere og tilskuere til at synge med på ”Vi er røde, vi er hvide”, og Helle stillede selvfølgelig op til fotografering med holdene og de spillere der gerne ville fotograferes sammen med vores alle sammens bedste landstræner.

Til stævnet gav FFI håndbold kagemand til alle deltagerne fra Viborg, Skanderborg, Århus, Ebeltoft, Skalborg og til FFI’s dygtige spillere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste