Ligger du stadig inde med gamle 1000-kronesedler? Så nærmer vigtig deadline sig
NORDJYLLAND: "Nu er det sidste chance".
Sådan skriver Nationalbanken i en pressemeddelelse - for lige om lidt bliver en lang række 1000-kronesedler, der måtte være i omløb, helt og aldeles værdiløse.
Søndag 31. maj er skæringsdatoen for de sidste indleveringer af 1000-kronesedlen fra seddelserierne fra 1944, 1952, 1972 og 1997, som langsomt er blevet udfaset hen over de seneste år.
Efter 31. maj er det kun sedlerne i den nuværende 2009-seddelserie, der har værdi og er gyldige som betalingsmidler i Danmark og Grønland, skriver Nationalbanken.
- Det er vigtigt for os, at så mange som muligt er bekendt med denne frist, så dem, der har sedlerne, kan tage stilling til, om de vil beholde dem som samleobjekter eller indløse dem. Derfor sætter vi en slutspurt ind for at sikre opmærksomhed på, at sedlerne nu også bliver værdiløse over for Nationalbanken, fortæller Niels Kaas, der er hovedkasserer i Nationalbanken.
Er man bosiddende i Nordjylland - og har man planer om at indlevere 1000-kronesedler inden ovenstående frist - skal man imidlertid være klar på en mindre dagsrejse.
Det er således kun i Aarhus, Odense og København, man kan indlevere de snart værdiløse pengesedler, oplyser Nationalbanken.
Det foregår i Forex-butikkerne i de tre byer.