Kragskov Mølle i Vesterby får nye vinger
SKAGEN: Møllen i Vesterby på Svallerbakken ved Skagen Kystmuseum skal have nye vinger og gennemrenoveres. Det oplyser Kystmuseet i Skagen.
Den stråtækte mølle, Kragskov Mølle, er et ikonisk vartegn for Kystmuseet og ikke mindst for Vesterby i Skagen. Derfor var det med stor ærgrelse for museet, at de i 2024 var nødsaget til at nedtage de store møllevinger af sikkerhedshensyn, da de i forbindelse med malerarbejde på møllen konstaterede, at træværket på vingernes bærende dele var i meget dårlig forfatning.
I kølvandet på det fik Kystmuseet lavet en grundig gennemgang af møllen og en tilstandsrapport, der konstaterede, at en udskiftning af begge møllevinger var påkrævet, og at der skulle laves en større renovering af træværk, møllehat med mere på møllen.
Derfor har Nordjyllands Kystmuseum arbejdet på at rejse de 1,7 millioner kroner, som renoveringsprojektet kræver. Og nu oplyser museet, at de har modtaget bevillingsbrev fra A.P. Møller Fonden med en bevilling på det ansøgte beløb, og at renoveringen dermed kan påbegyndes her i efteråret.
- Det er en stor glæde og lettelse, at Kystmuseet nu med denne generøse donation kan begynde renoveringen af møllen, så den står klar til sæson 2026. Ikke alene kommer Kragskov Mølle igen til at stå flot nyrenoveret og med nye vinger, men vi får også bevaret møllen som kulturarv i sin helhed takket være A.P. Møller Fonden, siger Jens Thidemann, som er museumsinspektør og samlingsansvarlig hos Nordjyllands Kystmuseum.
Kragskov Mølle er oprindeligt en vandpumpemølle fra Ellinge Enge. I 1872 flyttede man møllen til Jerup som kornmølle, og i 1953 flyttede man møllen til museet i Skagen.
Ifølge Kystmuseet i Skagen har man haft kendskab til møller i Skagen siden 1600-tallet. I 1800-tallet fandtes der blot tre møller i Skagen.
Kragskov Mølle i Vesterby forventes at stå klar nyrenoveret og med nye vinger til sæsonen 2026.