Billede beskrivelse

KONCERT: DREAMSCAPES med Tine Lilholt og Klaus Thrane — en visuel rejse i musik og kunst

15. juli 2025 kl. 11.02

FREDERIKSHAVN: Abildgård Kirke inviterer tirsdag den 29. juli kl. 19.30 til en enestående aften, hvor musik, billedkunst og fortælling smelter sammen i værket DREAMSCAPES. Med fløjtenist og harpespiller Tine Lilholt og percussionist Klaus Thrane i front venter publikum en magisk oplevelse, hvor lyd og billeder forenes i et sanseligt univers.

Musik og billeder i samspil

Koncerten bygger på duoens mangeårige samarbejde omkring DREAMSCAPES – et projekt, der forener live-musik med visuelle værker fra en DVD/CD-udgivelse, skabt og fremført gennem de seneste 15 år. Centralt i aftenens program står også kunstbogen DYREKREDSEN – THE ZODIAC.

Fortælling med nærvær og glimt i øjet

Hvert værk ledsages af små introduktioner, hvor Tine Lilholts levende og humoristiske fortællinger bringer både musik og maleri tæt på publikum. Video og musik vækker følelser og minder, og åbner for individuelle fortolkninger og oplevelser.

Et samlet kunstnerisk udtryk

Siden hun forlod Lars Lilholt Band i 2007, har Tine Lilholt skabt sit eget kunstneriske udtryk, hvor musik og maleri går hånd i hånd – en form hun kalder ”Musik-Maleriet”. Klaus Thrane, som stoppede i samme band i 2014 efter 27 år, har komponeret musikken til DYREKREDSEN – THE ZODIAC. Sammen formår de at formidle både dybde og lethed i en helhedsoplevelse præget af farver, varme og indre ro.

Programmet

Koncerten præsenterer otte malerier, der hver repræsenterer et stjernetegn, ledsaget af musik skabt specifikt til værkerne.

Denne koncert er en del af Vendsyssel Festival 2025. Billetter koster 100 kr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste