Billede beskrivelse

Julen udvikler sig til endnu en højsæson på byens hotel

15. december 2025 kl. 19.01

SKAGEN: Det er ikke kun lyse nætter, skaldyr og rosévin, der rimer på Brøndums Hotel i Skagen. 

For på Skagens ikoniske hotel er julen på vej til at blive endnu en højsæson, og det giver mening, hvis man spørger hoteldirektør Emil Hauge:

- Huset her emmer jo af fortællinger og tradition, præcis som man også forbinder det med julen. Og så er det jo oprindeligt en gammel købmandsgård og hvem vil ikke gerne være på en gammel købmandsgård op til jul, gå lange ture ved vandet og sætte sig i pejsestuen med røde kinder og få et glas hjemmelavet gløgg, hjemmekogte klejner og julesmåkager, spørger direktøren retorisk.

Hotellet har siden 2023 skruet op for indsatsen i et samarbejde med turisme-organisationen Destination Nord omkring julen, og hotellet oplever nu en markant fremgang på ophold i perioden op til jul.

Pynter selv op

Julepynten på hotellet har også fået en upgrade. Det store juletræ er vendt tilbage foran hotellet og sidste år fik julefacaden endnu et nøk op, da den store julekrans kom op at hænge. Og indenfor har alle mand, som har lyst, været med til at pynte op. 

Her er ingen indretningsarkitekter inde over, men til gengæld personale med jul i hjertet. 

Og så står den lokale blomsterbutik Rosenhaven for den store facadekrans på hotellet, som i år afspejler hotellets vinkælder.

Samarbejder med kulturhus og museum

Brøndums Hotel satser på flere niveauer på julen som en ny højsæson med særlige jule-events og juleophold på programmet, lige fra guidede gløgg-ture i Østerby, til særlige juleophold med lækker julefrokostbord og juleophold lavet i samarbejde med blandt andet Skagens Kulturhus Kappelborg og Skagens Museum, som hotellet via historien har et helt særligt forhold til.

- Vi har investeret hårdt i tilgængelighed og synlighed. Det har vi blandt andet gjort på vores hjemmeside, som har fået et helt julekatalog, som også rækker ud over hotellet og også handler om julekoncert-ophold i samarbejde med Kulturhus Kappelborg og events i samarbejde med Skagens Museum. Vi ønsker ikke bare at trække gæster til hotellet, men til hele Skagen og gøre en ære ud af at gøre noget for byen, siger Emil Hauge som er direktør på Brøndums Hotel.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste