Billede beskrivelse

Jul i Juni: Feriecenter er fyldt med julemænd, nissemødre og nisser

15. juni 2025 kl. 11.02

SKAGEN: I år vil Skagen Strand Feriecenter blive fyldt med Julemænd, Nissemødre og Nisser, når eventet "Jul i Juni" finder sted fra fredag den 20. juni til og med søndag den 22. juni. 

Skagen Strand og den omkringliggende natur vil summe af julemænd, nissemødre, nisser, loftsnisser, gårdnisser og skovnisser fra Danmark, Norge og Sverige, skriver feriecenteret i en omtale.

Lørdag den 21. juni er den store dag med de JULYMPISKE LEGE. Kl. 10 tændes den Julympiske ild, og Sommer-Vinterlegene går i gang med følgende aktiviteter: Skiløb for hold på Pentaguebanen, sneboldskamp i idrætshallen, forhindringsbane bag idrætshallen, postsækkekast ved siden af pentaguebanerne, rensdyrfangst med lasso på terrassen og gaveindpakning i konferencerummet

Under legene vil børn have mulighed for at køre med Julemanden i hans kane, få lavet nissehår, ballondyr, ansigtsmaling, glimmertatoos, bage pebernødder, se flotte veteranbiler og meget mere.

Søndag den 22. juni skal Julle, Julemor og alle deres nisser i bad og træne FITNIS for at få energi til at starte Julemandens værksted op, så gaverne kan blive klar til juleaften.

"Jul i Juni" er i år flyttet til Skagen Strand Feriecenter, som i samarbejde med foreningerne Danske Julemænd, Nissemødre & Nisser, Julehjerternes Venner og Knivholt Veterankøretøjer står bag eventet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste