Seneste nyt
Billede beskrivelse

Inviterer til dialogmøde: Vejarbejde giver store gener

14. maj 2026 kl. 17.01

ÅLBÆK-SKAGEN: Vejdirektoratet etablerer et nyt forum for naboer til rute 40 mellem Ålbæk og Skagen, hvor de kommende års udbygning til en 2+1 vej vil blive diskuteret, og gener fra anlægsarbejdet kan håndteres i fællesskab.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Formålet med forumet er at skabe en fast ramme for dialog med de naboer, der vil blive påvirket af udbygningen af vejen.

Udbygningen af strækningen til en 2+1 vej vil, når den er færdig, forbedre trafiksikkerheden og fremkommeligheden. Undervejs vil arbejdet dog medføre gener for de nærmeste naboer.

- Vi ved, at et projekt af denne størrelse vil have en lokal påvirkning, når arbejdet går i gang. Derfor prioriterer vi en tæt og åben dialog med naboerne, så vi kan informere løbende og håndtere udfordringerne bedst muligt, siger projektleder Kim Jensen fra Vejdirektoratet.

På møderne vil repræsentanter fra lokale grundejerforeninger og borgergrupper samles. 

På det første møde vil Vejdirektoratet præsentere status på projektet og svare på spørgsmål om det kommende arbejde. Derefter vil rammerne for det videre samarbejde blive fastlagt i fællesskab.

- Vi kan ikke gennemføre projektet uden gener, men vi har stort fokus på at finde løsninger, der mindsker påvirkningen mest muligt. Dialogen med naboerne er helt central for det arbejde, siger Kim Jensen.

Første møde afholdes mandag den 8. juni på Skagen Strand Resort, hvor inviterede naborepræsentanter deltager.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste