Billede beskrivelse

Højt at flyve: 42 skolebørn var på besøg

16. juni 2025 kl. 06.01
Opdateret 27. juni 2025 kl. 11.12

SÆBY: Ny undervisningsform ser dagens lys. For Sæby Flyveklub, Hørby-Dybvad skole og Sæby Friskole har indgået en særlig forsøgsordning, som består af en 3-trins-raket, som henvender sig til 3. klasse, 6. klasse og udskolingen på de to skoler.

Forslaget er initieret af Mads Fuglsang, skoleafdelingsleder fra Hørby-Dybvad skole, som har rakt ud til Sæby Flyveklub med forslaget om at styrke forbindelsen mellem skole, erhvervsliv og lokalsamfund.

Og det hele begyndte en smuk sommerdag i solskin, hvor dagens undervisning for 3. klasserne på Hørby-Dybvad skole og Sæby Friskole blev en smule anderledes, da de var inviteret på udflugt til Sæby Flyveklub.

Billede beskrivelse

Her fik 24 elever fra Sæby Friskole og 18 elever fra Hørby-Dybvad skole en undervisningsdag i flyvningens tegn.

Sæby Flyveklub havde forberedt en undervisningssession for eleverne, hvor de blev introduceret til, hvordan et fly kan flyve. Til det fik eleverne udleveret legetøjsfly af skum, hvor de selv skulle samle skumflyene og teste, hvordan de kunne få dem til at flyve med vejledning fra Nicklas Brønnum Christensen og Sune Rasmussen, og for at skabe den helt rette stemning var et par af klubbens flyvere i luften.

Eleverne fik også mulighed for at komme til at sidde inde i et rigtig fly.

- Stemningen var i top, børnene susede rundt på flyvepladsen og fik brændt noget krudt af, og vi blev også mødt med 1000 gode spørgsmål om alt mellem himmel og jord, så det var rigtig godt, fortæller næstformand for Sæby Flyveklub Nicklas Brønnum Christensen.

Billede beskrivelse

2. trin af 3 trins-raketten består af en undervisningsdag for 6. klasserne, hvor eleverne kommer til at få historieundervisning om fly og luftfartshistorie med lokalt afsæt i både Knivholt og Aalborg lufthavn, og det kommer til at foregå efter sommerferien.

Og 3. trin i 3-trinsraketten bliver i 2026, hvor 7-9. klasse kan tilvælge luftfart som en form for valgfag, hvor naturfag og matematik indgår. Her kommer Sune Rasmussen fra flyveklubben ud på skolerne og laver oplæg og hjælper med undervisning, og den sidste dag foregår på flyvepladsen, som også afsluttes med en flyvetur.

- For de to skoler i ”pilotprojektet” er undervisningen på de forskellige klassetrin en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor man som 3. klasseselev kan se frem til, at man kommer i 6. klasse og derefter i udskolingen, hvor der venter en flyvetur, fortæller Nicklas Brønnum Christensen.

- Vores tanke i Sæby Flyveklub er, at vi gerne vil invitere lokalsamfundet til at komme tættere på flyvepladsen og få indsigt i de muligheder der er her,a og måske endda plante et lille frø ved børnene, så der er flere, der får lyst til at komme op i luften, fortsætter Nicklas.

Billede beskrivelse

Efter forsøgsordningen med 3-trinsraketten, laves der en lille evaluering, hvor det vurderes om, der er noget, der skal justeres, og om tilbuddet skal ud til andre skoler.

- Vi er meget positive over, at både Mads Fuglsang og Helle Krogsgaard fra henholdsvis Hørby-Dybvad skole og Sæby Friskole er med på alternativ undervisning, og for at sætte prikken over i’et fik eleverne en Astronaut-is at slutte af på, inden de cyklede hjem, siger Nicklas.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste