Billede beskrivelse

Havnebad og sauna er på vej

01. juni 2025 kl. 19.03

SKAGEN: De drømmer om en sauna i skurbyen ved skipperskolen, der matcher de små røde huse og som har en gangbro over stensætningen, så man nemt kan komme i vandet. 

Det er initiativgruppen bag Skagen Sauna og Havbad, der nu er et skridt nærmere planerne om sauna og havbad i landets nordligste by, efter at de i sidste weekend modtog et par større donationer til projektet.

- Ønsket er en sauna for alle, året rundt. Hvis det står til os, står den allerede klar næste år, men det er nok lige optimistisk nok, så indtil videre drømmer vi. Vi skal have søgt tilladelser og så videre, så vi ved endnu ikke, hvad der kan lade sig gøre, siger Lene Lundegaard, som sammen med Nina Wirenfelt Christensen er initiativtagerne bag projektet.

Lokale donationer baner vejen

- Men vi er nået et skridt videre i processen nu og kan melde ud, at det er det her, vi er i gang med, siger Lene Lundergaard efter, at ‘Skagen Sauna og Havbad’ sidste lørdag modtog en donation på 10.000 kroner fra Lions i Skagen ved deres 60 års jubilæum.

Allerede dagen efter modtog projektet også et større beløb fra Sparekassen Danmark.

- Nu har vi pengene i hus til at få lavet arkitekttegninger, og så er det forestående arbejde at få søgt tilladelser hos kommune og havn, fortæller hun.

Hav og sauna for alle

Lene Lundegaard og Nina Wierenfeldt fik idéen, da de i vinters, som mange andre skagboere, sad i det nye havnebad i Ålbæk og undrede sig over, at der ikke fandtes noget tilsvarende i Skagen.

- Og vi er typerne, der smeder mens jernet er varmt, så vi gik i gang med at arbejde på det, fortæller hun og pointerer, at planen med Skagen Sauna og Havbad er, at det som i Ålbæk, er åbent for alle.

Indtil videre er det bare de to initiativtagere, der er i gruppen bag ‘Skagen sauna og havbad’, men når projektet er lidt længere fremme i processen, er planen, at der åbnes op for alle.

- Vi forestiller os, at det bliver med et årligt kontingent og derefter fri afbenyttelse siger Lene Lundegaard fra Skagen Sauna og Havbad og pointerer, at alle er velkommen i det nye havbad.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste