Guld, sølv og bronze til samme klub: Sæby/Voerså-piger på medaljehøst
SÆBY/VOERSÅ: I weekenden i uge 4 og 5 afholder Østervrå Idrætsforening og Spar Nord den 33. udgave af Frønse-Cup, som er et breddestævne i indendørs fodbold for lokale hold, repræsenteret ved mange forskellige årgange og begge køn.
Lørdag den 24. januar var turen kommet til U 12/13 piger, og her havde Sæby/Voerså tilmeldt tre hold, hvor pigerne var blevet blandet på tværs.
Fokus var rettet på fællesskabet, og at alle piger fik en god dag, uanset niveau, fortæller træner Jakob Hyllested, som var flankeret af Iben Helbo Sønderkær og Jens Andersen, som almindeligvis træner U 8/9 piger og U 13 piger.
Der var seks hold i puljen, hvor hvert hold stillede med 4 spillere på banen til kampe a 9 minutters varighed. Det blev til fem kampe i alt for hvert hold, hvor Sæby/Voerså, udover at spille mod hinanden, også var i kamp mod Hørby og FFI, som stillede med to hold.
I de i alt 15 kampe, der udspillede sig i mellem de seks hold, blev der scoret rigtig mange mål, så der var fuld fokus og koncentration fra alle hold.
- Vi tog afsted med et håb om at have stillet tre nogenlunde jævnbyrdige hold. Alle indbyrdes kampe endte uafgjort, så mission fuldført, smiler træner Jakob Hyllested.
- Vi havde også et ønske om, at dagen ville være fyldt med fællesskab på tværs af holdene - et fællesskab, der selvfølgelig måtte hvile en stund på 9 minutter af gangen, hvor der så skulle gås til stålet, og jeg tror, at de "medrejsende fans" vil være enige i, at der ikke blev givet ved dørene undervejs, for alle kæmpede bravt, mens de var på banen - lige præcis som det skal være, ler Jakob Hyllested.
I pausen kom Frønse på besøg med karameller, og han overrakte også medaljerne til spillerne på podiepladserne, hvor pigerne fra Sæby/Voerså endte med en sand medaljehøst. De snuppede nemlig guld, sølv og bronze, og hvor guld og sølv kun var adskilt af en bedre målscore.
Selvom der ikke var rivalisering imellem spillerne fra Sæby/Voerså, så var der godartede drillerier, hvor træner Jens Andersen spåede, at hans hold nemt ville kunne slå det hold, som hans døtre, Marie og Sarah, spillede på.
Kampen imellem de to hold endte dog uafgjort, og døtrene kunne le sidst, da deres hold vandt stævnet på en bedre målscore.
- Det var en skøn dag med masser af sammenhold, fællesskab og flot fodbold af en masse glade fodboldpiger, afslutter Jakob Hyllested.
Pigerne træner fodbold i Voerså og Sæby, og trænerne byder gerne flere fodboldinteresserede piger velkommen på grønsværen.