Grundig forberedelse giver pote ved VM i firmaidræt
FREDERIKSHAVN: Når 2700 sportsfolk fra mange forskellige lande skal dyste i over 25 forskellige sportsgrene på idrætsanlæg i hele Frederikshavn Kommune og enkelte andre steder i landsdelen, så kræver det grundig planlægning og effektiv logistik.
Det har man i Arena Nord takket være et fortrinligt samarbejde med områdets sportsforeninger, der har påtaget sig ansvaret for afviklingen af de enkelte turneringer.
Vi møder en af tovholderne, Lone Kosack, et par dage inde i arrangementet, der er Arena Nords hidtil største, og hun fortæller, at det hidtil er gået, som hun og de øvrige arrangører havde drømt om. De problemer, der havde været, var man i stand til at løse, og arrangørerne har høstet stor ros for planlægning og god information.
- Det værste problem var et strømnedbrud hos serverleverandør, så vi i en kort periode ikke kunne registrere resultater af de mange sportsgrene, men det blev også løst. Shuttlebusserne har fungeret perfekt, og for samaritterne har det kun været småskrammer og en skulder, der var gået af led, siger Lone Kosack.
De mange sportskampe fortsætter fredag med finaler lørdag, hvor også det store City Run finder sted med foreløbig 600 deltagere.
World Company Sport Games 2026 er en fejring af motion, fællesskab og internationalt samarbejde, og arrangørerne er stolte over at kunne facilitere den store event.