Godt sejlervejr giver travlhed i Marinaen
FREDERIKSHAVN: Høj sol, glitrende vand og en brise, der lige netop kan fylde sejlene – så bliver sejlervejret ikke bedre, og sådan er det i disse dage i Frederikshavn Marina, hvor havnefoged Allan Thomsen har travlt med at servicere de gæstesejlere, der vælger at ligge en nat eller flere i marinaen.
Det har været en stille start på sæsonen med meget blæsevejr, og ingen gider sejle i dårligt vejr. Men nu er det for alvor sommer og dermed stor udskiftning i marinaen. Mange af havnens 330 både er sejlet afsted på ferie, og deres pladser er i vidt omfang overtaget af gæstesejlere. Så det giver travlhed for Allan Thomsen og hans hjælpere.
- Mange sejlere har lidt småting ved båden, de gerne vil have repareret, mens de ligger her. Det hjælper vi med i vores værksted, eller vi tilkalder den nødvendige ekspertise fra byens maritime servicevirksomheder, siger Allan Thomsen.
Han bliver kort afbrudt af en hollandsk turist i autocamper, der vil leje en jolle til en fisketur. Også det klarer havnefogeden, der ved, hvem der har en passende jolle, som han måske vil leje ud.
Sidste år havde Frederikshavn Marine besøg af næsten 900 gæstebåde, og de er en vigtig del af den private havns indtægter.
Men Allan Thomsen er bevidst om, at Frederikshavn Marina måske ikke er førstevalget for sejlere i området. Skagen, Sæby og Læsø er mere populære, men kan også være temmelig overfyldte. Så er der nogle, der søger mod den mere rolige marina i Frederikshavn, og de ender gerne med at være rigtig glade for at være her.
- Der er en god atmosfære her i havnen, og vi sørger for at tilbyde vores gæster de bedst mulige faciliteter i form af bad, køkken, grillplads, legeplads osv. Og når vejret er godt, arrangeres vi af og til musikaftener. Jeg har et lille band sammen med to af havnens bådejere, Karsten Krogsgaard og Ole Jensen.
Marinaen råder også over en parkeringsplads til autocampere, hvor der er plads til 30 biler. Pladsen benyttet meget af turister, der kommer med færgen fra Sverige eller er på vej til færgen. Så er det praktisk af overnatte her kun fem minutters kørsel fra færgehavnen.