'Giro 413' deler ud: Stor donation på vej til Frederikshavn
FREDERIKSHAVN: Udsatte børn i Danmark og Grønland får del i sidste års indsamlede kroner til radioklassikeren ’Giro 413’. Det fortæller DR.
Siden starten i 1946 er der nu uddelt 30,3 millioner kroner fra landets måske mest feststemte girokonto, og i år får frederikshavnerne glæde af pengene.
I Frederikshavn har Støtte- og Krisevagtforeningen for Frederikshavn Krisecenter nemlig modtaget 15.500 kroner fra ’Giro 413’. Pengene skal bruges til at arrangere en tur til Fårup Sommerland for voldsramte kvinder og deres børn.
Dette er en del af årets støtte til 10 projekter i Danmark og Grønland, der giver udsatte børn og unge unikke oplevelser som sommerlejre, workshops og ture.
Modtagerne er valgt blandt de foreninger og projekter, som søgte om penge via ’Giro 413’s hjemmeside.
I alt er der tale om 269.000 kroner, som er på vej til 10 projekter i Danmark og Grønland, som kommer til at give helt særlige oplevelser til udsatte børn og unge.