Billede beskrivelse

Friskole springer over bureaukratiet

11. januar 2026 kl. 06.01

SÆBY: Regeringen, SF og Radikale Venstre afsatte i finansloven 854 millioner kroner til en national forsøgsordning for skolemad.

Formålet er ifølge Børne- og Undervisningsministeriet, at få erfaring med, hvad skolemad betyder for elevernes sundhed, læring og trivsel.

Sæby Friskole – Vær & Lær, var blandt de 188 skoler i Danmark, der var heldige at komme med i forsøgsordningen med skolemad. Friskolen fik over en treårig periode tildelt 578.000 kroner til gennemførelse af en gratis madordning for 7., 8. og 9. årgang.

Billede beskrivelse

Bestyrelsen og ledelsen for friskolen havde helt fra indsendelsen af ansøgningen til ministeriet ønsket, at alle skolens 113 elever og lærere blev omfattet af ordningen.

Ønsket om at tilbyde alle en ensartet madordning, kunne imidlertid ikke indeholdes som en del af bevillingen.

- Samtidig måtte vi konstatere, at det statslige tilskud var bundet op på en meget omfattende administration og evalueringsproces med deltagelse af elever og forældre, som vi ikke havde resurser til at gennemføre, hvorfor vi valgte at trække os ud af projektet, beklager skoleleder Helle Krogsgaard.

Billede beskrivelse

De gode tanker bag regeringens skolemadsprojekt var dog for gode til at hælde ud med badevandet, hvorfor skolen fra den 5. januar har taget skeen i den anden hånd og startet deres eget koncept med en fælles madoplevelse.

- Med en times fælles frokost ønsker vi at styrke de gode fællesskaber der kan opstå blandt eleverne omkring et fælles måltid på skolen, understreger Helle Krogsgaard.

- Heldigvis har mere en 90 procent af eleverne accepteret selv at betale for maden i fire af ugens skoledage.

- Vi har fordelt udgifterne således, at eleverne betaler for råvarerne og skolen betaler for fremstillingen af maden, siger Helle Krogsgaard.

Billede beskrivelse

Giver god trivsel

Maden bliver tilberedt i skolens eget køkken i hovedbygningen og serveret i det store telt ved skolen. Som på højskole- / efterskolemaner sørger eleverne på skift sig til at forestå alt det praktiske omkring spisepausen.

Torsdag var dagens menu, pasta-pølsegryde, som blev øst op i sølvskåle fra gryder / fade og fordelt ud på bordene, hvorfra eleverne kunne forsyne sig.

- I min familie er det nogle gange ret stressende, at vi skal lave madpakker, så det er virkelig dejligt, at vi kan få mad her, lyder det i snakken fra et af bordene.

Billede beskrivelse

Hvert bord har plads til seks personer, som er en skøn blanding af alder og køn. Lærerne fordeler sig ved hvert andet bord.

Under frokosten benytter eleverne muligheden for at tale om skoledagen og hvad de dyrker i fritiden.

- Samværet omkring maden giver anledning til at mærke hinanden og se hinanden i øjnene, som alt sammen er med til at give den stemning vi gerne vil skabe, pointerer Helle Krogsgaard.

Til at tilberede de daglige måltider har skolen ansat Karin Larsen, der er uddannet kok og har stor erfaring med fremstilling af mad til institutioner.

Inden Karin fastsætter ugemenuen, har eleverne og lærerne haft mulighed for at komme med forslag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste