Billede beskrivelse

Første fiskelanding til ny fabrik

29. januar 2025 kl. 17.02

FREDERIKSHAVN: Mandag den 27. januar blev en milepæl nået for Pelagia Danmark, da fabrikken modtog sin første fiskelanding. Det første skib, S. 144 Themis, hjemmehørende i Skagen, ankom med en fuld last brisling fra Østersøen til forarbejdning. Dette markerer starten på produktionen efter en intens byggeperiode.

Opførelsen af den nye fabrik begyndte i januar 2024, og samarbejdet mellem Pelagia og Skagen Havn har været tæt gennem hele processen. 

Fabrikken er placeret på Etape 3 af havneudvidelsen, der blev afsluttet i foråret 2021, og optager en del af det 38.000 m² store areal, som Pelagia Danmark råder over. Med sin beliggenhed direkte ved en 625 meter lang kaj med stor vanddybde er fabrikken ideelt placeret til håndtering af fiskelaster.

På fabrikken omdannes fiskene til fiskeensilage – en blanding af hakket fisk og fiskeaffald, der ikke kan anvendes som fødevarer. Ensilagen udskibes derefter i tankskibe, og der importeres desuden fiskeolie til anlægget, hvor en betydelig del videredistribueres til det europæiske marked.

Direktør for Pelagia Danmark, Mogens Andersen, ser store perspektiver i projektet og udtaler:

- Vi er allerede godt i gang med arbejdet, og vi har store forventninger til fremtiden. Placeringen af fabrikken direkte ved kajen med 11 meters vanddybde er en stor fordel for os. Samtidig giver det store areal mulighed for yderligere udvikling af fabriksområdet.

Billede beskrivelse

Hos Skagen Havn deler bestyrelsesleder Niels Arnold Lund begejstringen:

- Det er glædeligt, at Pelagia Danmark har udvidet deres aktiviteter i Skagen. Pelagias beslutning om at bygge her var en af hjørnestenene i realiseringen af Etape 3, og det er fantastisk at se fabrikken i drift. 

Samtidig bidrager dette til Frederikshavn Kommunes vækstspor inden for både det maritime og fødevaresektoren. Det styrker værdikæden omkring det pelagiske fiskeri og Skagen som Danmarks største fiskerihavn.

Skagen Havn forventer, at fabrikkens etablering vil resultere i et øget antal fiskelandinger og mere gods over kaj i fremtiden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste