Et kunstscoop til Frederikshavn: Erik Liljenberg vender hjem
FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Kunstmuseum modtager nu en enestående samling på omkring 200 værker af den lokale billedkunstner Erik Liljenberg (1942-2014).
Værkerne, som har været efterladt siden kunstnerens død, bliver sat i depot og indgår i museets samling, fortæller museet i en omtale.
Liljenberg forlod i sin tid Frederikshavn, fordi byen manglede et kunstnerisk miljø. I dag er situationen en anden, og netop hans bidrag har været med til at ændre billedet.
- Med Erik Liljenberg-samlingen på Frederikshavn Kunstmuseum er frederikshavneren Erik Liljenberg vendt hjem. Det kunstneriske fundament for museet - og kulturarven i Frederikshavn - er blevet yderligere styrket, udtaler Christian Andersen fra Frederikshavn Kunstmuseum.
Museet huser nu landets største samlinger af både Erik Liljenberg og Karl Bovin - to af byens mest markante kunstnere.
- Den bedste maler, jeg har kendt
- Du er sikkert, og det mener jeg sgu, den bedste maler, jeg nogensinde har kendt i mit liv, når jeg engang dør.
Sådan skrev digteren Peter Laugesen til sin nære ven Erik Liljenberg - en anerkendelse, som vidner om kunstnerens betydning i undergrundsmiljøet.
Liljenberg var en del af Aarhus-avantgarden i slutningen af 1960’erne og deltog i det rebelske kunstliv i 1970’ernes København. Han samarbejdede blandt andet med forfatteren Dan Turéll, men forblev uden for den brede offentligheds opmærksomhed - dog aldrig langt fra centrum af, hvor tingene skete.
En original stemme
Liljenbergs kunst er svær at sætte i bås - nogle kalder den psykedelisk, andre betegner den som "prikkekunst". Hans værker bærer præg af tidens eksperimenterende miljøer og bevidsthedsudvidende impulser.
I bogen "Synets galaxer" fra 2014 beskriver forfatter og kulturskribent Lars Movin ham således:
- Erik Liljenberg var en kunstnernes kunstner, en malernes maler. Original og egenartet. Fascinerende og svær at blive klog på. En evig outsider. En skæv stjerne. Altid udenfor institutionerne og mediernes søgelys, men sjældent mere end en håndsbred fra dér, hvor tingene skete.
Et stærkt aftryk på dansk kunst
Selvom Liljenberg endnu ikke er et navn i den brede offentlighed, er hans værker blevet anerkendt i toneangivende kunstkredse. Galleri Tom Christoffersen i København har repræsenteret ham, og Statens Museum for Kunst har 30 af hans værker i sin samling.
- På Frederikshavn Kunstmuseum er der både stolthed og ydmyghed over at skulle forvalte Erik Liljenbergs kunstneriske arv. Når alle værker er registreret, vil museet tage stilling til, hvordan historien om Erik Liljenberg bedst formidles - både til frederikshavnerne og resten af Danmark, fortæller Christian Andersen.