Endnu en stor succes: Danmarks ældste cheerleader-klub deltog i Spring Cup
FREDERIKSHAVN: Klubben, som er Danmarks ældste, deltog lørdag den 7. marts ved Spring Cup i cheerleading i Hillerød.
Her stillede klubben med tre opvisningshold, ér konkurrencehold og to group stunts blandt over 1700 udøvere fra 19 klubber i Danmark, Norge og Sverige, som leverede hele 105 rutiner og 26 group- og partnerperformances.
Dagen bød også på præsentation af rutiner fra de danske Coed- og All Girl-landshold, som skal deltage i VM i cheerleading i Orlando i foråret.
To af opvisningsholdene, Tiny – Jam Elephant og Mini – Jam Electric, fik Hit Zeros for en sikker og fejlfri rutine. Opvisningshold bliver ikke bedømt med placering.
Begge group stunts, Jam Exclusive og Jam Empeiria, som består af udøvere fra Senior – Jam Excellence, der ikke stillede op som hold til Spring Cup, fik også Hit Zeros, og oveni fik Jam Empeiria en flot sølvplacering.
Opvisningsholdet Jam Elegant og konkurrenceholdet Jam Extreme leverede også nogle virkelig flotte rutiner, som de kan være meget stolte af.
Opvisningsholdet Jam Electric skal for første gang deltage i en udenlandsk konkurrence – ECC i Tyskland sidst i maj, hvor de også må konkurrere, mens resten af klubben deltager i DM i cheerleading d. 30. maj, hvor turen igen går til Sjælland.
Bestyrelsen er stolte af klubbens dygtige og dedikerede trænere og udøvere og sætter stor pris på klubbens store forældreopbakning.