Endnu en forening i Frederikshavn får støtte fra Lions Club
FREDERIKSHAVN: Foreningen Børns Voksenvenner i Frederikshavn har modtaget en særlig julegave fra Lions Club Bannerslund. Ved en hyggelig sammenkomst på Badehotellet i Strandby overrakte Jørn Andersen, formand for velfærdsudvalget i Lions Club Bannerslund, en donation til foreningen, repræsenteret af Jette Gram.
Det fortæller Lions-klubben.
Jette Gram fortalte, at omkring 13 børn i alderen 6 til 12 år i Frederikshavn i øjeblikket har en voksenven. Typisk mødes børnene med deres voksenven to gange om måneden. Foreningen arrangerer også årlige fællesudflugter til blandt andet Fårup Sommerland samt ture til bowling og fællesspisninger.
Disse aktiviteter bidrager ikke kun til venskaber mellem børnene og deres voksenvenner, men styrker også relationerne mellem de deltagende børn, forklarede Jette Gram.
Jørn Andersen fremhævede, at motivationen bag donationen er foreningens enestående indsats for kommunens unge, særligt dem med udfordrende familieforhold.
- Foreningen er med til at skabe værdifulde og udviklende venskaber mellem børn og ressourcestærke voksne, som kan gøre en varig forskel i de unges liv, fortalte Jørn Andersen.
Afslutningsvis takkede han alle, der besøgte årets Fiskefestival, samt Lions Club Bannerslunds sponsorer, som gør det muligt at støtte initiativer som dette.