Billede beskrivelse

Elnisserne Jan og Jesper var på opgave

30. november 2025 kl. 11.02
Opdateret kl. 17.20

FREDERIKSHAVN: Hvert år I oktober trækker Jan Bach og Jesper Andreasen i det lune arbejdstøj for at starte med at iklæde Frederikshavn de tusindvis af glitrende LED pærer, som udgør byens flotte juleudsmykning og oplevelsespunkter.

Det tager cirka en måned at montere alt julelyset i byen – og det er både i Vestbyen, Midtbyen, på butikkerne og alle de større oplevelsespunkter.

Billede beskrivelse

De blev involveret i opgaven i 2006, da det var kommunen der stod for belysningen, og efter 2015, hvor Handelsstandsforeningen FREDERIK overtog al drift af julebelysningen og investerede et stort beløb i flere større oplevelsespunkter, har de kørt som faste makkere på opgaven.

Jan Bach var dengang ansat hos Emil Sørensens Eftf., men arbejder nu selvstændig som tømrer og lejer sig ud til aut. El-installatør Lars Hostrup, hvor Jesper Andreasen er ansat. 

- Tidligere havde vi hjælp til det, men vi kender efterhånden opgaven så godt og ved lige nøjagtig, hvad hinanden gør, så vi kan klare det selv. Vi er selvfølgelig meget afhængige af, om det regner eller blæser, så det er ofte umuligt at planlægge. Og det kan være svært at få andre med på opgaven, måske fordi vi foretrækker at gøre det selv – vi føler jo lidt, at det er vores julelys, griner Jan.

Billede beskrivelse

Det er utrolig dyrt at holde juleudsmykningen kørende, da vind og vejr samt mange års montering slider på grejet. Og de fleste tror, at det er kommunen, der betaler for det. Kommunen giver et bidrag, men det dækker slet ikke de store omkostninger, som Handelstandsforeningen og dens medlemmer har med den årlige drift samt investering i nyt lys.

I år blev opbakningen til juleudsmykningen yderligere beskåret af kommunen, hvilket har medført at nogle oplevelsespunkter er sparet væk. 

Billede beskrivelse

Heldigvis er der gode lokale banker og virksomheder, som bidrager med midler, så det fortsat kan være et aktiv for hele byen.

- Vi er færdige med at montere al udsmykningen før Open By Christmas, og derefter er det kun vedligeholdelse, indtil cirka 14 dage inde i januar, hvor vi starter nedtagningen. Det tager cirka 2 uger at afmontere, og vi har det hele opmagasineret i 10 containere i en stor lagerhal.

- Hvert år tænker vi, at nu var det sidste år, men så kan vi alligevel ikke lade være, når tiden nærmer sig. Vi føler lidt, at vi er gift med det, og det er kun os, der kender opgaven. Men vi er også stolte af det og vil gerne have, at det ser godt ud, så mon ikke vi er med igen næste år, fortæller Jesper Andreasen.

Det er aut. El-installatør Lars Hostrup, der hvert år påtager sig den store opgave, og han har en stor andel i, at det hele kan lade sig gøre.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste