Billede beskrivelse

Lystfiskere har aldrig set noget lignende: Det vrimler med hajer ved Sæbys kyst

06. november 2025 kl. 10.41
Opdateret kl. 10.48

SÆBY: Tirsdag eftermiddag blev hurtigt lidt særlig for 21-årige Lasse, da han trak en 82 centimeter lang haj op ad vandet - direkte fra molen i Sæby.

- Det er vildt, at de er kommet så lang ind. Det havde jeg nok ikke troet på for nogle år siden. 

Til dagligt arbejder Lasse Mortensen hos JC Fiskegrej og Fritid i Sæby, og her havde de dagen forinden hørt fra nogle fiskere i Frederikshavn, at pighajen pludselig er kommet meget tæt på land - og så blev Lasse, sammen med kollegaen Tim, sendt afsted af chefen.

- I de 25 år butikken har været, har vi aldrig hørt om noget lignende, fortæller Lasse Mortensen.

Billede beskrivelse

Så afsted de kom med både stålwire, tyk nilon line, hele tobiser og 60-80 grams lodder. 

- Vi havde nok linen 40 meter ude, og der gik ikke lang tid, før vi havde den første på krogen, men den bed linen over. Vi skulle lige lure dem, men så lykkedes det.

- Det havde jeg nok ikke troet på for nogle år siden, at man skulle gå og fange hajer her fra molen af, siger Lasse Mortensen med et grin.

Billede beskrivelse

Ekspert er imponeret

Pighajen i sig selv har været i den nordlige del af Kattegat længe. At de nu er så tæt på land er dog ganske nyt.

- Det er ret vildt. Når man kigger på, hvor de normalt holder til, så er det på langt dybere vand, siger Kim Gøttler, der er skolekonsulent hos Ocenariet i Hirtshals.

Han mener, at en mulig forklaring kan være, at bestanden af pighajen har været i stor stigning de seneste år, som følge af mange års fredning fra erhvervsfiskeri.

- Hvis konkurrencen bliver for stor i forhold til føde, så må de jo bevæge sig andre steder hen.

Billede beskrivelse

Pighajen kan blive helt op til halvanden meter, når de er størst, men selvom den nu tilsyneladende er kommet meget tæt på kysten, så mener Kim Gøttler ikke, at man skal være bekymret, hvis man selv hopper en tur i bølgerne.

- De er naturligvis aggressive overfor byttedyr som fisk og krabber, men den vil ikke blive trigget af mennesker, fordi det er så fremmed for den, forklarer han. 

Til gengæld vil han ikke udelukke, at den store forekomst på sigt kan påvirke fritidsfiskerne øvrige fangster - men overordnet set, er det altså gode nyheder.

- Hvis vi kigger på det sådan på verdensplan, så er det jo en truet dyregruppe, så det, at der er kommet flere, er jo et tegn på, at der har været en positiv udvikling.

Røget kongeål på menuen

Det var en stolt chef hos JC Fiskegrej og Fritid, da Lasse Mortensen kom tilbage med den store fangst. 

- Vi er ved at få den røget nu af en tidligere kollega, så vi kan få en omgang røget kongeål, siger Jesper Christensen, der er indehaver af butikken.

Billede beskrivelse

Og forventningen er, at Lasses pighaj blot er den første ud af mange.

- Vi skal ud og se, om vi kan fange en mere!

Siden Lasses flotte fangst har flere lystfiskere været på jagt - med succes. I facebookgruppen 'Sæby Nye Mole' er der efterhånden flere billedopslag, hvor folk stolt viser hajfangsterne frem.

Heriblandt Mikkel Zachariassen, der, sammen med kammeraten Mathias Pedersen, var afsted onsdag aften, hvor de fangede hele fire styks. 

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste