Billede beskrivelse

Der er snart udsolgt til landskamp

26. juni 2025 kl. 19.02

FREDERIKSHAVN: Det går godt med billetsalget til Håndboldkvindernes kamp mod Island den 20. september i Frederikshavn.

Tre uger efter billetsalget startede er 1900 billetter revet væk, så der nu kun er 400 billetter tilbage.

Dermed er det ved at være sidste chance, hvis man vil opleve Helle Thomsens debut som træner for det kvindelige håndboldlandshold. Og så endda på Thomsens hjemmebane i Nordjylland.

- Vi i Arena Nord er utroligt stolte over og glade for at skulle lægge gulv til Helle Thomsens første landskamp som landstræner. Vi har siden offentliggørelsen kunne mærke stor interesse for at se landskampen mod Island. Nu skal de sidste 400 billetter sælges, lyder det fra direktøren i Arena Nord, Per Malmberg.

- Jeg er helt sikker på, at det bliver en kæmpe oplevelse for både Helle Thomsen og os andre at se hendes første kamp som landstræner i Frederikshavn. Samtidig er det også en mulighed for alle nordjyder for at opleve kvindehåndbold på højeste niveau med alle de dygtige spillere, vi har på vores landshold, siger direktør i DanskHåndbold, Heino Knudsen.

Kampen mod Island er en del af forberedelserne til VM i Tyskland og Holland senere på året.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste