Der bliver rift om pladserne – både i salen og på scenen
FREDERIKSHAVN: Der venter en festlig og fortryllende eftermiddag i Det Musiske Hus, når Frederikshavn Teaterforening byder velkommen til et storslået musikalsk møde mellem det lokale og det nationale.
Publikum kan glæde sig til at opleve Jesper Lohmann i selskab med Musikkorps Sæby og 40 solister fra det store orkester. Det hele finder sted søndag den 31. maj 2026 kl. 16.00.
Der er maksimalt 400 pladser – først til mølle.
Scenen bliver fyldt med liv, når musik, fortællinger og sange væves sammen i et farverigt kludetæppe af anekdoter og musikalske perler – med Otto Brandenburg og andre legender i centrum. En eftermiddag med både charme, nostalgi og swing er sat i scene.
– Et brag af en oplevelse venter, lyder det fra Bente Olesen fra Frederikshavn Teaterforening.
Jesper Lohmann – Otto, Elvis, Sinatra og de andre rødder
Jesper Lohmann er en af Danmarks mest alsidige og elskede entertainere. Kendt fra film, tv og teater, har han også markeret sig som en sanger med sjæl og karisma. Med lethed og elegance bevæger han sig fra det poetiske til det rå – altid med nærvær og musikalitet.
Når han går på scenen, er det med stil, humor og et glimt i øjet. Publikum kan se frem til hans personlige fortolkninger af sange fra Otto Brandenburg, Frank Sinatra, Elvis Presley og flere – krydret med lune røverhistorier og skæve anekdoter.
Lokalt orkester med stort format
Musikkorps Sæby, et harmoniorkester med 45 musikere i alderen 22 til 80 år, stiller stærkt op til koncerten. Med et bredt repertoire og erfaring fra samarbejder med professionelle solister og sangere, er orkestret klar til at løfte oplevelsen.
– Publikum kan se frem til en koncert, hvor både musikglæde og kvalitet er i højsædet. Det bliver en stor fornøjelse at spille sammen med Jesper Lohmann, fortæller Steen Klarup fra Musikkorps Sæby.
Også dirigent Mogens Jensen glæder sig til at løfte taktstokken og sætte gang i en eftermiddag fyldt med energi og glæde. Hele holdet ser frem til at tage imod publikum til en særlig oplevelse i Det Musiske Hus.
Billetter kan købes gennem Arena Nords hjemmeside.