Christian Fuhlendorffs stærke livshistorie gæster Frederikshavn
FREDERIKSHAVN: Christian Fuhlendorffs historie blev levende formidlet under Kulturmødet på Mors 2025. Tre medlemmer fra Frederikshavn Teaterforenings bestyrelse overværede foredraget – heriblandt Bente Olesen, der fortæller:
- Vi tog ideen med til næste bestyrelsesmøde, og alle var enige: Det her skulle vores gæster også opleve. Som sagt, så gjort – nu er muligheden der for at opleve en historie fra det virkelige liv. En rørende og samtidig humoristisk fortælling, som vi er sikre på vil gribe jer alle.
Arrangementet finder sted tirsdag den 6. oktober 2026 – en aften, der er værd at se frem til.
"Udenfor skiven" – en personlig og stærk fortælling
Kan man være ordblind og alligevel leve af ord? Kan man gå på specialskole i store dele af barndommen og som voksen vinde Stormester suverænt? Christian Fuhlendorff er et levende bevis på, at det ikke bare er muligt – det kan også være en styrke.
I dette foredrag deler han sin personlige historie om en opvækst præget af ordblindhed og fejldiagnosticering. En senere udredning for ADHD og autisme kastede nyt lys over tilværelsen – en rejse, der også blev dokumenteret i DR-serien Hvad fejler Fuhlendorff?
Christian tager publikum med tilbage til skoletiden, hvor han kæmpede med at følge med. Mens klassekammeraterne forsvandt ind i bøgernes verden, læste han Anders And og gættede sig frem til indholdet i taleboblerne.
Specialskole blev en del af hverdagen, indtil han vendte tilbage til folkeskolen – med en ny tilgang til læring og til livet.
Foredraget berører ikke kun barndommens udfordringer, men også den forståelse og ro, som en senere diagnose førte med sig. Det, der længe føltes som begrænsninger, viste sig at rumme skjulte styrker.
Et arrangement med fokus på trivsel og mental sundhed
Frederikshavn Teaterforening ønsker med dette arrangement at sætte fokus på trivsel og mental sundhed. Aftenen bliver et bidrag til en vigtig samtale – med både indsigt og varme.
- På gensyn til en aften, hvor man går hjem med lidt mere viden end da man kom – og med tanken: Hold da op, sikke et liv på trods, afslutter Bente Olesen.