Carsten tog ansvar: Skolemøbler fra Sæby til Zaporizjzja
SÆBY: Situationen i Ukraine fylder meget i danskernes hverdag, således også på Sæby Privatskole, hvor krigen fylder meget i elevernes bevidsthed og forholdene i landet indgår som en del af undervisningen.
Da Privatskolens 4. til 9. klasser forleden fik nye skolemøbler, lå det lige til højrebenet, at de 30 år gamle, men fuldt funktionsdygtige møbler måske kunne gøre nytte i Ukraine.
Gennem en nordjysk repræsentant fra den danske humanitære nonprofit-organisation Bevar Ukraine, fik skoleleder Carsten Willads Vajhøj et forslag til, hvor i Ukraine møblerne kunne gøre bedst gavn.
Valget faldt på Zaporizjzja Skolen, der ligger i det østlige Ukraine, blot cirka 35 kilometer fra den nuværende frontlinje.
Den 2.700 kilometers lange møbeltransport er lagt i hænderne på vognmandsfirmaet Plaskop fra Lviv, som Globus Puljen har finansieret.
Den store ukrainske lastvogn ankom den 13. marts om formiddagen, hvor skoleleder, servicepersonale og 9. klasses eleverne stod klar til at læsse.
For at få plads til alle 120 stole med næsten lige så mange borde måtte møblerne skilles af, hvilket drengene med brug af det rette værktøj hurtigt fik klaret.
I dagene op til afhentningen af møblerne havde de enkelte klasser tegnet og skrevet nogle varme og rørende breve til de nye brugere på Zaporizjzja Skolen.
Blandt andet skriver en 5. klasse således:
- Vi er 10 drenge og 9 piger i alderen 11-12 år. Vi er glade for, at vi må give jer vores skolemøbler, så I kan få et fint klasselokale. Vi tænker tit på jeres land og håber, at I snart kan få fred i jeres liv.
Ledelsen på Sæby Privatskole har skrevet følgende om skolen som møblerne bliver doneret til:
Zaporizjzja Skolen har 220 elever, herunder 35 børn der er internt fordrevne på grund af krigen, samt 6 børn med handicap. Skolen blev grundlagt i 1962, og deres nuværende møbler og udstyr er meget slidt.
På grund af sikkerhedssituationen har skolen en kombination af online- og fysisk undervisning, da deres beskyttelsesrum ikke har plads til alle elever på én gang.
Derudover bruges skolens faciliteter af tre andre skoler fra Vasylivka-området, som nu er besat af Rusland. Derfor vil de nye møbler fra vores skole markant forbedre forholdene på Zaporizjzja skolen og eleverne ser meget frem til at modtage dem.
- I denne tid kan det give os alle en god følelse at gøre en lille forskel for børn og voksne i Ukraine, som har det rigtigt svært, slutter ledelsens mail.
I starten af året blev den ukrainske industriby Zaporizjzja igen nævnt i verdenspressen, da 13 mennesker blev dræbt og 18 såret ved et russisk angreb.