Camping slår rekorder i Frederikshavn Kommune
FREDERIKSHAVN: Camping er blevet den foretrukne ferieform i Frederikshavn Kommune. Nye tal viser, at de lokale campingpladser i 2024 har oplevet en markant vækst og nu overgår både hoteller og feriehuse i antal overnatninger.
Den nordjyske natur har længe tiltrukket feriegæster, men flere ønsker nu også at bo tæt på naturen. Den tendens – kombineret med en god sensommer sidste år – har medført, at campingpladserne i Frederikshavn Kommune i 2024 har haft over 50.000 flere overnatninger end både hoteller og feriehuse.
Unik vækst i nationalt perspektiv
Fremgangen adskiller sig også nationalt. Frederikshavn Kommune oplever en væsentlig større vækst end landet som helhed. Ifølge Business Developer i Destination Nord, Birgitte Christensen, skyldes det flere forhold:
– Campingpladserne i området ligger naturskønt, mange tæt på stranden. Indehaverne investerer løbende i faciliteter, og der er et stærkt samarbejde campingpladserne imellem, hvor de deler erfaringer og udvikler sig sammen, forklarer hun.
Flere internationale gæster og autocampere
En vigtig årsag til væksten er også de mange udenlandske gæster. På Skiveren Camping, som drives af Bruno Rytter og hans familie i tredje generation, ses en tydelig stigning i antallet af gæster fra blandt andet Tyskland, Frankrig og Italien.
– Danske gæster ligger stabilt, men vi ser langt flere udenlandske, især i autocampere. Mange af dem lejer deres vogne og rejser uden for højsæsonen, hvilket bidrager til en længere sæson og øget belægning. Flere bruger os også som stop på vej til eller fra Norge, siger han.
Camping med kvalitet
Campingpladserne i Frederikshavn Kommune er kendt for moderne faciliteter og høj standard. Det har gjort det muligt for de 10 pladser at tiltrække omkring en halv million gæster på en forholdsvis kort sæson – på niveau med områdets samlede hoteller og feriehuse. I 2024 overgik camping endda begge kategorier med 50.000 ekstra overnatninger.
Om Destination NORD:
Destination NORD er det officielle destinationsselskab for Aalborg, Frederikshavn, Brønderslev og Læsø kommuner. Organisationen arbejder med bæredygtig turismeudvikling, eventtiltrækning og markedsføring både nationalt og internationalt under navnet Enjoy Nordjylland.