Billede beskrivelse

Broen fjernes, når havnen igen repareres - men der er godt nyt

21. marts 2026 kl. 14.01

SÆBY: Fra på torsdag 26. marts og cirka 14 dage frem bliver broen, der fører ud til sydsiden af den nye havnedel i Sæby, fjernet for at gøre plads til den kommende oprensning af bassinet.

Siden den nye del af Sæby Havn blev etableret i 2022, opleves betydelige problemer med tilsanding, hvilket kræver oprensning hvert år.

Ud over de gammelkendte udfordringer med tilsanding ved den primære indsejling mellem molehovederne til havnen, er der, gennem den mindre indsejling mod syd, hvert år kommet store mængder sand ind i det nye havnebassin.

Billede beskrivelse

Den sydlige, mindre indsejlingsmulighed blev etableret for at tilgodese mindre fartøjer som kajakker, robåde, SUP-board og motorjoller.

Forsøg med lukning af indsejling

Sidste år blev der godkendt et 2-årigt forsøg, hvor hullet i molen skulle lukkes med betonklodser.

Betonvæggen stod kun i få uger, indtil den første større storm væltede den øverste del af væggen.

Billede beskrivelse

Den resterende del, der har stået der siden sidst i oktober, har dog haft en gunstig virkning på sandets indtrængen.

- Den sand, der er trængt ind, har lagt sig umiddelbart inden for indsejlingen og mellem bådebroerne på sydsiden af havnebassinet, forklarer havnefoged Jonas Thuren Topholt.

Som en del af forsøget har havnefogeden det sidste halve år løbende taget både vandprøver og pejlinger af vanddybden i havnen. Og man har nu glædeligt konstateret, at der i år er kommet betydeligt mindre sand længere ind i bassinet - stort set ingenting.

Billede beskrivelse

Det fire år gamle havnebassin er hvert forår blevet uddybet.

- I år kan vi således alene fokusere på at få sandet fjernet mellem bådebroerne og området omkring den sydlige indsejling, oplyser Jonas Thuren Topholt.

M/S Camilla Høj har på nuværende tidspunkt fjernet sand fra indsejlingen til en godkendt plads længere ud for kysten.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste