Blæst, bølger og badeglæde: Vinterbaderfestival var igen i år en stor succes
SKAGEN: Superglade arrangører af Skagen Vinterbaderfestival hylder fællesskabet og tør godt love, at der også næste år kommer en vinterbaderfestival i Skagen.
- Det allervigtigste er simpelthen fællesskabet og sammenholdet, at mærke at selvom mange af os arrangører jo på sin vis er konkurrenter, så er vi det bare ikke, når der er vinterbaderfestival. For her har vi et fælles mål, som er at skabe opmærksomhed omkring og at tiltrække folk til Skagen i en tid, hvor byen normalt ikke har så mange gæster, siger Didde Gravesen Winter fra Harbour Hotel.
Hun står sammen med Color Hotel, Skagen Hotel og Foldens Hotel, Danhostel, Toppen af Danmark og Kulturhus Kappelborg bag vinterbaderfestivalen i Skagen nu på tredje år.
Festivalen trækker gæster til byen
- Vi har også fået tilbagemeldinger fra byens butikker, om at de har haft en del vinterbadergæster i butikkerne, siger Didde Gravesen Winter.
Hun peger på, at mange af de 300 mennesker som kommer til festivalen også har ægtefæller og familier med, som ikke nødvendigvis deltager i festivalen, men som bruger byen under festivalen.
- Det er super vigtigt, at vi får vist, at Skagen også kan noget på vilde og voldsomme januardage, siger hun og henviser til det heftige vejr, som især den officielle åbning var præget af.
- Det kan jo betyde, at nogle tænker, at her også er fedt uden for sæsonen og måske ikke er bange for at besøge Skagen i for eksempel november eller februar en anden gang, siger Didde Gravesen Winter.
Ekstremt vejr gjorde det sjovere
Vejret viste da virkelig også tænder ved åbningen fredag med slagregn, kraftig blæst og store bølger og Didde Gravesen Winter nåede da også at tænke ‘åh nej’, men måtte som de andre vinterbadere overgive sig til det vild vejr og vand.
- Det var mega-ekstremt at hoppe i det vand, men når vejret er så ekstremt, så føles vandet slet ikke koldt, for alt andet er koldt, fortæller Didde Gravesen Winter som selv vinterbader og imponeret over humøret og sejheden hos vinterbadere.
- Sidste år var folk virkelig glade, men i år var de endnu mere glade, siger Didde og henviser til, at arrangørerne i år også har gjort ekstra meget ud af pladsen, hvor der er kommet vildmarkskar og iskar til, hvilket i år har gjort det muligt i højere grad at komme hinanden ved på pladsen.
Ud over at byde på store bølger, iskar, saunaer og vildmarkskar har festivalen også budt på et udsolgt yoga-arrangement på Kulturhus Kappelborg og udsolgt koncert med Jacob Dinesen også på Kappelborg.
Toppen af Danmark oplyser, at ud over danskere er ihvertfald 30 procent af vinterbaderne nordmænd, men også Sverige og England er repræsenteret på festivalen.