Birgitte kommer med gode råd: Sådan beskytter du din hud mod vintervejret
FREDERIKSHAVN: Ansigtet er særligt udsat i vinterkulden. Resten af kroppen er beskyttet af jakke, hue, vanter og støvler, men ansigtet er frit og bliver udsat for kulde og vind, måske også for sne og regn. Det er hårdt for huden, og især frostluften kan udtørre din hud. Indehaver af skønhedsklinikken Den Syvende Himmel, Birgitte Dannervig, har tre gode råd, der bringer dit ansigt helskindet gennem vinteren:
For det første bør du beskytte dine læber ekstra godt. Huden på læberne er mere sart end huden i resten af ansigtet og tørrer let ud. Så risikerer du sprukne læber, rødme og ubehag. Derfor er det en god ide at investere i en god læbebalsam.
For det andet er det vigtigt at bruge en god ansigtscreme både morgen og aften. Gerne en dagcreme, der beskytter mod vind og vejr, og en natcreme, der virker i dybden og genskaber hudens fugtighed, mens du sover.
For det tredje – og det overrasker måske nogle – så bør du toppe ansigtscremen med en solcreme. For selv om solen ikke varmer meget på denne årstid, så bliver du alligevel udsat for UV-strålerne.
Birgitte Dannervig understreger, at disse vinterråd ikke kun gælder kvinder. Mænd bør også passe på deres ansigtshud, og det gælder i høj grad også børnene.