Betragtninger fra bunden af et tårn
FREDERIKSHAVN: Fra toppen af et tårn får men udsigt, fra bunden får man indsigt. Sådan er det i hvert fald med Cloostårnet på Flade Bakke oven over Frederikshavn. Med sine 60 meters højde placereret på en bakke, der i forvejen hæver sig 100 meter over havet, så er udsigten formidabel.
På en dag med klart vejr kan du se Skagen, Rubjerg knude, Jyske ås og øerne i Kattegat, herunder Læsø. Og det nyder mange frederikshavnere og byens gæster i sommermånederne, hvor tårnet er åbent.
Men i bunden af tårnet, eller rettere i den røde billet- og isbod mellem parkeringspladsen og tårnet, er udsigten begrænset. Til gengæld får de fire ansatte, der på skift betjener kunderne, en god indsigt i tårnets popularitet, og hvilke oplevelser tårnet og området giver de besøgende.
Cloostårnet er ejet af Frederikshavn Kommune, som har ansat fire fleksjobbere til at passe billetsalget. Da Ligeher.nu kom forbi, var det Birthe Lund Nielsen, der stod i billetlugen, og hun kunne fortælle, at tårnet er bedre besøgt i år end sidste år, og at der især er fremgang i tyske turister. Over de senere år er der kommet flere og flere cykelturister og vandrere, som vil have oplevelsen fra toppen af Cloostårnet med.
- Generelt er det glade mennesker, vi møder her i billetlugen. Familier på hyggetur, turister fra nær og fjern og en gang imellem særlige begivenheder som fx vielser i tårnet. Og det er ikke kun udsigten fra toppen af tårnet, der trækker – hele området heromkring er meget yndet som udflugtsmål. Der er skønne stier til en gåtur, der er legeplads til børnene med bl.a. natur-musikinstrumenter, fortæller Birthe Lund Nielsen.
Hun understreger, at billetboden for foden af Cloostårnet samtidig er en dejlig arbejdsplads for de fire fleksjobbere, der deler ugens vagter i sommermånederne. De får altid en lille hyggesnak, når de afløser hinanden, og det bliver også tit til en snak med gæsterne, når de køber billet eller is.