Ammunitionsproducent har udpeget administerende direktør
FREDERIKSHAVN: Det bliver den tidligere major i hæren Morten Maj Rasmussen, der bliver øverste chef for Nammo Denmark.
Det er det selskab, der skal producere ammunition på fabrikken i Elling - en fabrik, som Forsvaret er i fuld gang med at bygge, og som bliver klar i sommeren 2027.
Morten Maj Rasmussen vil dele sin tid mellem Frederikshavn, hvor fabrikken er, og København, hvor den primære kunde har hovedsæde.
Samt på Nammo-fabrikkerne i Norge, Finland og Sverige hvor viden og kompetence skal overføres fra.
- Det er lidt en hybrid stilling, men jeg vil være der, hvor opgaverne skal løses, og her i den indledende fase er det mange steder, siger Morten Maj Rasmussen.
De første ansættelser
I Frederikshavn opbygges organisationen i takt med, at projektet gennemføres, så de første ansættelser er de specialister og ledere, der bl.a. kan stå for at udarbejde den dokumentation af processer og sikkerhed, som er nødvendig for at få diverse myndighedstilladelser til at drive fabrikken.
Senere forestår en opgave med ansættelse, uddannelse og træning af personale, der kan operere produktionslinjerne og støttefunktionerne på fabrikken.
- Nammo er en stor koncern, som er til stede i 12 lande og har meget stor erfaring i drift af ammunitionsfabrikker. Men målet er, at kompetencen skal være dansk. Det kan ikke nytte, at vi er afhængige af udenlandsk arbejdskraft, som vi i tilfælde af en krig kan risikere rejser hjem. Nej, Danmark skal kunne stå på egne ben, siger Morten Maj Rasmussen.
Han understreger, at hele formålet med fabrikken i Elling er at opnå national forsyningssikkerhed for nogle af de mest kampafgørende typer af ammunition.
Samtidig bidrager produktionen til at udfylde et behov i hele Europa.
Og så er det selvfølgelig en stor fordel, at Nato-lande bruger samme type ammunition, så man kan låne af hinanden - især os i Norden der forventeligt vil skulle arbejde meget tæt i en potentiel krig.
Stor erfaring
Morten Maj Rasmussen har stor erfaring, når det gælder ammunition og Nato-samarbejde.
Han har været i Forsvaret i over 25 år og været del af fire internationale missioner, inden han skiftede til departementet og senere til Materiel- og Indkøbsstyrelsen, hvor han blev chef for ammunitionsområdet.
Her har han gennem det meste af sin karriere været bruger af ammunition fra Elling.
Og nu skal han altså så stå i spidsen for at fremstille ammunition på en ny fabrik i Elling.