Person afgået ved døden efter knivstikkeri i centrum af Frederikshavn
Opdateret 13.30.
FREDERIKSHAVN: Mandag er Nordjyllands Politi talstærkt til stede ved Rimmensgade i centrum af Frederikshavn i forbindelse med et knivstikkeri.
Nordjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 12.16 og ankom kort efter til stedet.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den forurettede fik førstehjælp af vidner på stedet inden patruljer, ambulance og redningshelikopter nåede frem - hvorefter forurettede er afgået ved døden.
Nordjyllands Politi formoder, at der er tale om en isoleret episode mellem personer, som kender hinanden. De gør samtidig opmærksom på, at der ikke er relationer til bandemiljøet.
- Vi arbejder intensivt med sagen, og har foretaget en række efterforskningsskridt. På nuværende tidspunkt er der ikke noget, der tyder på, at øvrige borgere har været i fare, siger vicepolitiinspektør Søren Pejtersen, der leder politiets efterforskning af sagen.
Politiet er fortsat i gang med afhøring af vidner, sikring af spor m.m.
- Vi har i øjeblikket nogle forskellige hypoteser og nogle vidneudsagn, som vi arbejder på, fortæller Søren Pejtersen.
I forbindelse med politiets arbejde er et større område omkring krydset ved Føtex, heriblandt Rimmensgade, spærret af.
Forurettedes pårørende er endnu ikke underrettet, og Nordjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer i sagen på nuværende tispunkt.