Billede beskrivelse

Alle kan lære Les Lanciers

09. marts 2025 kl. 19.02

SÆBY: Hvis du til festen ønsker dine gæster bliver godt blandet med trin der giver minder fra gymnasietidens årsfest, vil lancier være det oplagte valg.

For at opleve glæden ved dansen og undgå at komme til at træde hinanden over tæerne, afholder Sæby Folkedanserforening tre aftenskurser i dansen Les Lanciers.

Dansen er meget populær og danses over hele landet og i alle miljøer. Den har, modsat mange andre modedanse, overlevet og danses stadig.

Det er en selskabsdans, som mange kender fra gymnasiefester og andre festlige sammenkomster. Også i kongehuset danses der lancier.

Man danser i grupper á 8 personer, kaldet en kvadrille.

Under kyndig ledelse af instruktør Vita Ugilt bliver der mulighed for at få den gamle dans lært helt fra bunden, eller få den genopfrisket, hvis du allerede har lært den.

Danserne kan godt allerede nu begynde at pudse skoene, så de er klar til at tage den første sving om i et par timer tirsdag den 1. april klokken 19.30.

De sidste to kurser afholdes den 8. og 11. april, alle tre gange på Sæbygårdskolen, Sæbygårdvej 34. Prisen for kurset er 100 kroner.

-Dans er god og sjov motion med et socialt samvær, som man kun kan blive i godt humør af, siger Vita Ugilt.

Man danser sammen to og to, men hvis der er flere der kommer alene er de også velkommen, så sørger Vita for at sammensætte dem parvis.

Hun opfordrer samtidig alle interesserede til at møde op fra start og giver gerne yderligere information på telefon 28603645.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste