Billede beskrivelse

Aktiv forening får ny formand

28. marts 2025 kl. 19.01

SÆBY: Som det fremgik af bestyrelsens beretning på generalforsamlingen i Nellemanns Haves Venner for nylig, har foreningen haft et godt og travlt år med et stigende antal medlemmer.

For Nellemanns Haves Venner var den helt store begivenhed i 2024, etableringen af en ny legeplads.
Legepladsen til 853.008 kroner blev indviet den 1. august sidste år og var Nellemanns Haves gave til Sæby anledning af byens 500-års købstadsjubilæum.

Fremmødet af omkring 200 børn og voksne viste tydeligt, at der var god opbakning til den længe ønskede legeplads.

Finansieringen er sket med stor hjælp fra en række af lokale sponsorer, fonde, enkeltpersoner, kommunen og virksomheder, herunder ikke mindst entreprenør ”Bette Bo” Andersen.

Billede beskrivelse

- Vi kom dog ikke helt i mål med økonomien før indvielsen, men ”Bette Bo” lagde penge ud for os, sagde formand Bjarne Jørgensen i beretningen.

Vennerne har således måtte bide i det sure æble og står over for at skulle afdrage det resterende beløb på cirka 240.000 kroner i de kommende år.

Bjarne Jørgensen fremhævede den flotte nyrenoverede ”Lises pavillon”, som havde inspireret to biavlere til at åbne en bod for at sælge honning fra Nellemanns Have.

Honningen findes i to udgaver: En lys forårshonning fra havens cirka 1.200 paradisæbletræer og en mørkere sommerhonning fra de vilde blomster mellem træerne.

Det nye bålsted ved legepladsen har været flittigt brugt og i samarbejde med Vinspecialisten har der været arrangeret fire grillaftener ved servicebygningen.

Skolehaverne

Havens Venner har fortsat et gode samarbejde om skolehaverne med Sæbygårdskolen. Udover 5. klasserne, som har deres egne bede, har 9. klasserne forsøgt sig med forskellige slags gødninger.
For at fremme biodiversiteten har 6. klasserne fremstillet nye insekthoteller.

Med etableringen af legepladsen får Nellemanns Have flere besøgende hele året rundt og såvel borgere som turister har fået øjnene op for havens herlighedsværdi.

- Med flere besøg øges risikoen for uheld, hvorfor vi er glade og taknemmelige for at Hjerteforeningen har doneret en hjertestarter, der er blevet monteret på ”Kernehuset”.

Valg til bestyrelsen

Der var genvalg til Bjarne Jørgensen, Lisbeth Haven Hedegaard og Anne Marie Nedergaard og der var nyvalg for et år til Maj-Britt Stehr.

Bestyrelsen konstituerede sig efter generalforsamlingen med Maj-Britt Stehr som ny formand. Hans Rødsgaard-Mathiesen og Anne Marie Nedergaard fortsætter som henholdsvis næstformand og kasserer.
Som suppleanter valgtes Ingelis Studsbjerg og Anne Bak Rasmussen.

Bjarne Jørgensen og resten af bestyrelsen er utroligt glade for, at Maj-Britt vil være en del af bestyrelsen og vil påtage sig formandshvervet.

Dagsorden, referat, beretning og regnskab kan ses via dette link: https://www.nellemanns-have.dk/generalforsamling.html

Fredag den 9. maj fylder Nellemanns Have 100 år.

Nic. Nellemanns Fond, som ejer haven, og Nellemanns Haves Venner er i fuld gang med at planlægge fejringen, som vil ske lørdag den 10. maj om eftermiddagen.

Endeligt program følger senere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste